Zoom møde: Fra d. 2. september

Hej alle sammen. Velkommen. Er der er der lyd igen? Godt. Dejligt at se.

Ja, velkommen alle sammen. Lad os starte med at tune en sammen. Så ja, bare sæt dig godt til rette. Ska hvis du havde lyst, kunne du lægge først venstre hånd på dit hjerte eller hjertetschakret og så højre hånd ovenpå. Og med den bevægelse.

Eller lade den bevægelse vise dig, at du nu tunger ind I og kommer til stede med dig selv. Så du også, når du er uden for det her rum, måske bare kunne lægge venstre højere end på dit hjertesjakre og signalere til dig selv, til din krop, at du er her med dig. Ja, så du kan blive siddende med hænderne sådan her, og du kan bare lade hænderne hvile I skydde det på dine knæ. Måske bare lige bruge et øjeblik på at give dig selv lov til at komme til stede her på den her mandag I september, 1º rigtige efterårs måned, sensommer. Og bare lige sidde lidt og mærk, hvordan vi føler sig at komme til stede I og med dig selv. Uden at forsøge at ændre noget.

Bare lige lade det her øjeblik, vi har sammen, være en invitation til at komme til stede og møde dig selv, der hvor du er I dit liv. Præcis som du er, præcis som du har det. Så brug et øjeblik på at mærke din krop, at du har en krop, at du bor I en krop.

Mærk fornemmelse af jorden under dig, himlen over dig, rummet foran dig, bagved dig, til hver sin side, over dig og under dig. Din placering I rummet. I den krop, du er I lige det her. I det her liv. Det her sted, hvor du er I dit liv lige nu.

Så måske du et øjeblik kunne gå med mig ind I en visualisering af kroppen som et 1 laboratorium for sjælen. En beholder for det eksperiment, livet er. Et stempel, hvor din sjæl bor. En del af dig, som er evige og uforanderlig midt I livets strøm af bevægelse, foranderlighed, ufor forudsigelighed. Der er tv-dyner. Der er tv-dyner. Der lige ikke har lyd på.

Okay. Ja. Så prøv et øjeblik at forestille dig, at du sidder et sted med... Hvor der bare er åbent space foran dig.

Det kunne være på toppen af et bjerg eller med udsigt ud over havet. Sådan en følelse af åben spaceness. Åben, store vidder foran dig. Måske et øjeblik mærke den følelse af rummelighed af storhed af spaciosken, altså ekspansion inden I dig. Den fred, der bor på toppen af bjerget. En fred, der bor under du, kigger ud over havet.

Den fred, der bor bagved følelserne tumult. Det dybe. Uforanerlige sted inde I dig.

Jeg vil nu invitere dig til på dine indåndinger at trække vejret ind I, hvad der end kunne være af ubehag, smerte, fysisk eller psykisk, uro, stress, bekymring, brede, frustration, hvad som helst, der måtte være I dit liv. Træk vejret ind. Når du trækker vejret ind, så træk alt det ind. Lad alle celler I din krop få lov at mærke de her følelser. Måske endda en følelse af klaustofobisk tungt og på hver udåndning frigøre dig selv, sætte dig selv fri og udånd lethed, glæde, lys, storhed, spasjas.

Så på indåndingen, fornemmelsen af at trække vejret ind og trække alle følelser af tyngde, smerte, ubehag. Træk vejret ind I dem. Og på udåndingen. Vi gør alt. Giv slip.

Send ud lys og kærlighed med følelse. Så forestil dig, at du på dine indåndinger modtager og går I møde alt det, som kunne føles svært eller tungt eller klaustoppisk. Og på en udåndning sender du ud gennem alle celler I din krop, alle brugere, sender du lys og kærlighed. Storhed, spacioness, lethed ud I verden. Så på inderudåndinger fornemmelse af at modtage og sende. At modtage og celle som sådan en bølge bevægelse af inderudåndinger.

Træk vejret I alt, hvad der kunne føles tæt, mørkt, tungt, smertefuldt. Og øjen ud på lethed, kærlighed, lys, uendelighed. Du bør bare blive fed sådan lidt. Forestil dig, hvordan du på hver indåndning møder alt det I dig, som har brug for opmærksomhed. Alt det I dig, som følte svært eller er blevet sat lidt til side eller gemt lidt væk.

At du går det I møde. Inviterer det ind og på udåndingen, fornemmelsen af alt ekspandere I lys og kærlighed. Prøv nu at forestille dig et menneske I dit liv. Hvis du har svært ved at finde nogen, så kunne det måske tage en af dine forældre. Det er lige meget, om de lever eller ej. Og forestil dig, at du også får dem nu og for de følelser, du har I forhold til dem.

Trækker vejret ind I alt det, som er tungt, tæt, klaustoppisk svært I dem. Og ånder ud I lethed, I release, I frigivelse, I frihed, I ekspansion. Du sidder lidt med med den bevægelse af at gå ind og ud sammen med det her menneske. Det kunne være et menneske, du har det svært med, eller som du bare ved kunne have brug for den her bevægelse sammen med dig.

Og så så bare lige et lille øjeblik og mærk, hvor fuld og helt du kan blive med dig selv. Læg mærke til, hvis din opmærksomhed tager dig væk fra din opmærksomhed, dit nærvær I kroppen med dig selv. Måske du mærker, hvor stor denhaftighed ihærdighed. Det kan kræve jeres at blive at blive I det her nu og I det her nu og I det her nu og I det her nu. Med alting præcis, som det er. Bare møder os selv I vores menneskeliv, præcis som vi er.

Du må vide, at du er velkommen I den her cirkel, I verden, præcis som du er, med alt hvad du er. Så sidder lige et øjeblik og mærk, hvor velkommen du er, hvor ønsket du er, hvor elskede du er, præcis som den du er, der hvor du er I dit liv lige nu. Må bare lige trække vejret ind I det... Et øjeblik.

Vores ego skal nok komme på banen med alle mulige argumenter for, hvorfor vi ikke bare kan være os selv. Og være sikker på, vi er elsket. Men bare lige give dig selv et øjebliks frihed til at mærke, hvor dybt elsket du er. Hvor dybt elsket lige du er, hvor velkommen du er I verden og her I den her cirkel.

Der er ikke noget, du skal gøre dig fortjent til. Der er ikke noget, du kan gøre forkert. Der er ikke nogen fejl, du kan begå. Og et øjeblik giver lov til at mærke den frihed indeni. Mærk igen din forbindelse med ind- og udåndinger. Måske mærk dine fodsåler håndfladerne.

Ja, velkommen. Velkommen tilbage fra den her lille meditation, som også er en indledningen til denne her måneds tema. Og måske en lidt anderledes måde at at gå til meditation. Det en buddhistisk måde at at meditere på, hvor vi øver os I at gå tættere på ledelsen. At blive gode venner med med vores menneskelighed frem for at prøve at få det til at gå væk.

Og når det er en del af vores meditation I den her måned, så er det fordi fordi vi har fokus på type 7, på frihed, på glæde og på lidelse, som alt sammen hænger sammen. Fordi vi måske I virkeligheden har svært ved at leve så tæt forbundet med med sjælens glæde, som vi måske ønsker os, fordi vi er så dårlige venner med nogle af de sådan helt basale ting I menneskelivet. Så det har jeg tænkt at tale lidt om I dag. Hvordan hvordan kan vi ved at jo mere komfortable med basale livsbetingelser også få større adgang til sjælens følelse af joy og blæs.

Men inden jeg inden jeg begynder at tale lidt om det, så kunne jeg have lyst til bare lige at høre et par stemmer inde I gruppen, hvis nogen har lyst til at dele noget. Det kunne både være, hvordan føltes den her? Altså, hvordan var det at lave sådan en meditation, hvor vi trækker alt det tunge, det tætte, det mørke ind og inviterer det ind. Der er ikke rigtig mange meditationer, der giver slip på det, og vi prøver på sådan noget ud og se, om vi kan få det til at gå væk. Og I I denne her meditation og hele hele den buddhistiske tradition I det hele taget, handler det jo rigtig meget om at være I stand til at være med at blive med det, der er.

Også når det er tæt og tungt, og det er det indimellem. Og I virkeligheden er er tanken, at at jo mere vi lærer det at være med det, der er, som det er, jo mere vil det ligesom arbejde igennem os. Ja, Christian, lad mig høre I en stemme. Hej. Jeg vil sådan set bare dele noget glæde.

Vi har en byggesag, som vi har haft I 2 1 halvt eller I. 4 1 halvt år. 5 år her til december. Mhmm. Og der har været så mange bump på vejen, og vi har fået at vide, det ik ku lade sig gøre. I dag har vi lige modtaget en rapport, hvor der står, hvor vi har medhold I 9 ud af 10.

Det er en byggesag på... Jeg har estimeret det tidligere og sagt mange mange tusindvis af gange, at det var på 2 1 halv million og estimatet fra ham, sagkyndige, det var på 2440000 I medhold. Det betyder ik, at vi har fået fuldstændig ret endnu, men vi har et godt dokumentation til at gå videre I retten med, og jeg er bare altså lettet og altså. Så det var bare sådan en glædes, hvor at...

Men det har været det har været så længe at komme hertil. Hvor dejligt. Tillykke. Så det var så det var bare sådan lige en... Jeg havde bare lyst til at dele det med jer som sådan en glædes ting. Ja, tillykke.

Der er andre, der har lyst til det lige meget? Mette. Ja, jeg har gennem noget tid prøvet at finde frem til, om jeg havde vrede, om jeg gik med noget vrede. Og det har jeg egentlig ikke fundet så meget frem, men her I fredag, lørdag og søndag har jeg fundet sorgen frem. Ja.

Som jeg har gået meget med. Og fundet ud af, at jeg har rigtig mange ting med mig, og jeg har også mange ting at være vred over. Men men jeg er det I processen, hvor det er blevet til sorg. Og det kunne jeg mærke, jeg har virkelig grædt meget, og jeg har...

Jeg tror også, jeg har sluppet meget. Mhmm. Så jeg læser... I morgen skal jeg starte en traumæruddannelse, så jeg har læst også om traumer, så det har jo bragt rigtig mange ting op hos mig selv, ikke. Så nu her igen kom jeg I kontakt med min sorg. Ja.

Og tænker, at ja, det er på vej til at blive forløst, men der er masser af nu. Mhmm. Og hvordan føltes det nu at være I kontakt med din sorg? Hvordan føltes det sådan som en følt oplevelse I kroppen? Hvordan ved du, det er sorg? Hvordan hvordan opleves det?

Jamen altså, jeg bliver rørt. Og jeg mærker det I brystet maven. Og jeg får også det her...

Den glimt, for hvad... Hvor det kommer fra. Ja. Men ret vildt at trække ind I sorgen og give slip med lys og glæde. Jeg prøvede også at gøre det I forhold til både min far og min søster I det her.

Ja. Ret vildt, synes jeg. Ja. Hvordan var det? Hvad gør jeg den? Jamen, altså jeg har kompliceret I forhold til dem begge 2, og det...

På det meget korte øjeblik her blev det bedre. Ja. Jeg følte sådan en omsorg for dem. Ja. På en måde, jeg kan føle før.

Ja. Wow. Ja. Wow, hvor smukt.

Tak. Godt. Tak. Det er jo interessant, ikke, hvordan følelser I virkeligheden er energier, som bevæger sig I kroppen. Og jo mere vi kan lade dem være, altså jo mere vi kan lade dem være uden at blokere dem eller fortælle historier om dem eller sådan, jo mere kan de ligesom bare få lov at være I kroppen og have det liv, de skal have I kroppen.

Rigtig mange af vores problemer opstår, fordi vi dømmer og vurderer følelserne, og fordi vi som mennesker og som race, menneskerasen, vi har utrolig faktisk lav tolerance for ubehag. Og og vi har jo den vrangforestillingen havde jeg nær sagt, at vi kan at vi kan undgå det. At vi kan prøve at ubehag og forudsigelighed I livet. Og I virkeligheden er det det, det forsøg på at undgå det, som skaber varig lidelse for os. Og også interessant med det, at du I et lille øjeblik lige mærker mere medfølelse.

Og altså jeg er helt sikker på, at det er sådan, at jo mere vi kan ånde ind og møde og være med alt det, som er svært I os I os selv, jo mere giver vi selvfølgelig os I stand til at kunne det med andre mennesker. Og og et graden faktisk, vi måske kan det med andre mennesker, er afhængig af vores egen villighed. Fordi jeg skulle til at sige evner, men det er måske I virkeligheden mere vores egen villighed til at være med jer selv med, hvordan livet anføes. Mhmm. Ja, tak med det. Der er andre, der har lyst til at dele noget.

Var der nogen, der oplevede modstand på at at lave den her form for meditation? Eller følges det okay? Ja, Anne Mettey. Hej Anne sammen. Hej. Jamen jeg synes jo, jeg kalder det metamiditation, og jeg bruger det på den måde, at jeg siger, altså faktisk hver gang, der er noget, især hvis jeg har fyldt mig forrettet, så prøver jeg at sige sådan, må personen være lykkelig, må være sund, må personen være tryg, og må personen være fri for smerte.

Det er headset, der lærte mig det, og det har en enorm god effekt. Men det er sådan en balance, for jeg må ik bare passe følelsen. Jeg må ligesom prøve at få fat I følelsen først. For I starten, der var det bare lækkert at komme op I et eller andet, sådan hvor jeg egentlig ik ku...

Hvor egentlig bare puttede låg på. Ja. Men det var det samme, der skete nu og og og det er ik så farligt nu. Man ka godt bagefter få en form for ego skam, hvor man er sådan, men skal det være så let at tilgive, at han var sådan der overfor mig? Altså kan det virkelig passe?

Og så må jeg bare ligesom sige, jamen hvis jeg angriber ham, så angriber jeg mig. Altså det er meget sådan noget det her med at tagging my self, altså fra Acleme eller fra kursus I mirakler. Så jeg synes det her tema, det det er faktisk non-stop I mit liv, men det er en gave og det er ikke så farligt, som det har været. Mhmm.

Så det er virkelig noget, der ræsonnerer. Ja. Det er fantastisk, når det bliver så dybt som det her, fordi jeg tror ikke, at jeg kan lide at være I det så længe ad gangen. Og når du spurgte, om der var modstand, så er der en spændende sådan lidt metabetrækningen, jeg kan, uden at det skal være forvirrende, end jeg kan det en Meta meditation. Man kan også sige sådan en refleksion jeg fik, at jeg, når jeg trak vejret ind, så havde jeg ikke lyst til at sige de dårlige ord, så ville jeg hellere sige det positive, når jeg pustet ud. Og det er sådan lidt typisk, fordi jeg stadigvæk prøver at lande sådan noget som Louise Hay's fantastiske budskaber.

Men der er altid en lille fare for, at jeg bipasser noget af det tunge. Giver det mening? Ja, Det giver det giver fuldstændig mening. Okay. Ja.

Ja, så tak tak for den deling, og og det det er jo sandt, at vi på 9 forskellige måder prøver på at undgå eller bypassse smerte eller det, der gør ondt. Og at vi ikke er særligt trænet I evnen til at rumme og være med. Og at uden kontakten til til det evige ideer, det det er en jer, som ikke kan gå I stykker, og som ikke gør ondt, så bliver det også utrolig skræmmende at være med med alt det, der er svært I livet. Fordi hvem hvem skal holde det, hvem skal bære det.

Så derfor kan det være en god en god først lige at tune ind I det dybe, evige sted og mærke det. Og jo mere vi træner bare at være miljøet, som det er, også at invitere alt det svære ind. Og det kan jo også være I alle mulige små hverdagsituationer. Det er ikke kun, når vi mediterer, men det er virkelig godt at have en meditativ praksis, fordi vi øver at være sådan standhaftig og vise sig selv, at vi bliver ved med at møde op for os selv. Men det er jo I alle mulige små situationer en ubehagelig mail eller nogen, der dytter egentlig I trafikken eller alle de der små, hvor vi oplever ubehag, så I det øjeblik at være vågen nok til at trække vejret ind I det og møde det og lade det være og lade det passere, fremfor prøve prøve at skubbe det væk eller lukke det nede med, hvordan vi angår det med hver vores anekdrationtype. Så der er virkelig noget med at holde os vågne. Selv tak.

Der er andre, der har lyst til at dele noget, inden jeg begynder at tale lidt. Jeg ville bare lige supplere. Jeg hørte en terapeut apropos det der med, at man skal gå ind I mørket, hvor han siger, og det det gav god mening for mig, at at vi er nødt til at skal ankomme til et sted, inden vi kan få lavet det. Ja.

Og det gør fuldt ud af mening, det der med altså virkelig, altså kunne rumme alt det svære, alt smerten, alt mørket, alt det der, som som egentlig er smerten, som gør så ondt. At hvis ikke vi ankommer til et sted, så vi heller ikke får lavet det. Så bliver det bipassing, som du talte om, Anne Mette også. Hvad gør Tak. Det er en rigtig fin måde.

Det er en rigtig fin måde at sige det på. Det er fuldstændig sandt. Og jeg tror, vi hele livet kan være opmærksomme på vores ekos præference for at komme væk fra det. Og altså selv sådan, at vi kan sige, vi kan komme til at tale om meditation eller det at mødes smerten I os med det... Med den sådan bagtanke, at så kan det give slip.

Så kan så kan jeg komme væk fra det. Hvis jeg bare møder det hele, hvis jeg nu trækker vejret ind I det her længe og slipper det så, kan jeg så blive fri for smerte. Det er stadigvæk... Jeg hører, det er egoets bagtanke om, at vi må kunne komme et andet sted hen. Så så den store træning er jo at... Bare iagttage, at det er egoets præferencer.

Og at så længe vi er I kroppen med en psykologi, så vil der være niveauer af ubehag, vi skal eller kan lære os at rumme at være med. Og når jeg taler om det her I forhold til type 7, som er den type, vi vi sådan læner os ind I, altså jeg kan jo godt lide at tale om anekdramtyperne, ligesom sådan en form for meditationssæder, som forestiller sig de her 9 forskellige sæder, vi kan sætte os lidt på og tune ind I og mærke visdommen fra, så er det fordi, at syveren I særdeleshed husker den lethed og spasyces og frihed og sådan følelse af at være fyldt op og have nok og være nok. Og den lethed og glæde, der følger med af den frihed.

Syveren kommer ligesom ind I livet med sådan en følelse eller en erindring om den kvalitet I sjælen. Det gør vi alle sammen, men det er bare... Altså, vi har jo ligesom de her områder, vi vi særligt bringer med os ind. Og syveren I os alle sammen, fordi det er virkelig syveren I os alle sammen, alle mennesker kæmper med det her. Kommer jo så til at tro, eller egoet I os kommer til at tro, at det kan jeg prøve at opnå ved at undgå alt det, som gør mig ufri, og alt det, som er smertefuldt. Hvorved jeg gør mig selv faktisk mere og mere ufri, og til får jeg mere og mere smerte til mit liv? Så det er det modsatte, men det forstår vores egoer ikke.

Ja, så jeg tænker, at jeg vil sige lidt om lidt om det, som buddhismen siger, om om ja, hvordan fordi... Hvordan vi tilgår det her. Fordi både buddhismen og et kursus I mirakler taler jo om, at sådan vores største problem er, at vi identificerer os med og tror, om vi er vores egoer. Altså vi tror, vi er vores personlighedstyper, vores holdninger, vores vores idealer, vores værdier, vores...

Måde at være I verden på. Vi identificerer os med vores egoer, og vi og vi glemmer, at vi glemmer, hvem vi rigtig er. Altså vi glemmer, at vi I virkeligheden er evige guddommelige væsener, som... Og og vi glemmer ligesom at have den I I vores sådan menneskeliv og have den åbenhed og nysgerrighed.

Og sådan den tilstand af ikke at vide. Så en af de måder, vi prøver at skabe sikkerhed og stabilitet I et liv, hvor der ikke er tilsyneladende, og det er I hvert fald også det, som buddhismen siger, stabilitet og sådan sikker grund er blandt andet, vil jeg sige, når men jeg er sådan her. Jeg mener det her, at vi ligesom opbygger nogle nogle billeder af, hvem vi selv er, for at skabe en eller 2º form for sikkerhed for os selv. Så hvis vi taler om frihed, så så ifølge buddhismen er en af de... Eller er den måde, vi opnår frihed, det er ved at acceptere de grundbetingelser, grundpremiser, der er I et menneskeliv.

Og en af grundpremisserne er, at alting hele tiden forandrer sig. Fra vi fra vi kommer ind I verden til vi dør. Og alt omkring os forandrer sig hele tiden I naturen. Er alting hele tiden I bevægelse, og I... Der er hele tiden liv og død og transformation.

Og fordi vi er så identificeret med vores ego og vores kroppe, så er vi tit bange for for død og foranderlighed. Fordi vi tror, at vi selv dør, når vi dør. Vi tror, at det, der er I vores liv lige nu, dør, når det forandrer sig. Fordi vi ser... Det vi ser, vi tror på det, vi ser. Vi ser den her krop, vi ser den her personlighed, den her psykologi.

Og ja, det er ligesom det er ligesom et 1 af de store grundpremiser I livet, som vi hele tiden kæmper med. Vi har som udgangspunkt svært ved bare at lægge os ned I floden og lade den bevæge os. Lad os flyde med. Så så du kunne måske, mens jeg siger det her, overveje, hvordan hvordan det gør sig gældende I dit liv måske. Hvordan prøver du måske I dit liv at skabe noget, der er konstant, noget, der er forudsigeligt, noget, der har sådan en fast form, som du lægger din din lid til. Giver det mening?

Ja, den 2º grundprimis er det her med, at vi at vi glemmer, hvem vi er, og at vi bliver så identificeret med vores personlighed og vores fysiske kroppe. Og og det 3º... Og den 3º præmis er det her med, at lidelse eller smerte opstår, fordi vi er I kamp med de 1º 2, vi er I kamp med foranderlighed.

Vi vi lider, når vi når vi tror, at alt det, der er foranderligt, kan være uforanderligt. Vi lider, når vi tror, at vi er egoer, som er adskilte fra hinanden og fra det gudommelige. Og vi lider, når vi tror, at vores lykke og vores sikkerhed og det stabile fundament findes udenfor os selv. Fordi det er det er hele tiden I forandring. Så når vi når vi lægger vores vores lyd til noget, som er udenfor os selv, Som det, der skal give os følelsen af stabilitet og fast grund under fødderne og sikkerhed og tryghed I livet. Så kommer vi til at tillægge noget, som egentlig ikke kan give os det for værdi. Giver det mening?

Nogle spørgsmål. Altså det vi virkelig sådan kan øve os I, er at forblive... Jeg er tætfast på engelsk... Altså den haftig.

Og I vores liv blev ved med at være nærværende med livet, som det er, og som det folder sig ud uden at forsøge at slippe væk fra det. Og det er en kæmpestor opgave for os mennesker. Ja, lad mig høre, om der er nogen, der har... Om giver det mening? Jo, og jeg kunne også lige sige I forhold til til type 7, så minder syuren os om, at det vi leder efter, og det vi længes efter, nemlig for syren I os alle sammen, frihed og lethed og næring og blæs, allerede findes inden I os.

Men det, der blokerer for det, er vores villighed til at være I nuet. Fordi når vi er det, ja, så transformerer sig, så bevæger følelser følelser bevæger sig igennem os, Så vil de ligesom skyerne på himlen flyde og opløse sig og skabe nye former. Og kun ved at gøre det og trække vejret ind I det og være med det, kan vi få adgang til den sådan følelse af blæs og nærvær og næring, der er I noget. Ja, og de... Altså de positive typer, end jeg græd 7 og 29, kender I særdeleshed det her med spirituelle bypassing eller at bypasses svære følelser.

Men men de andre typer gør det også. Vi gør det bare på forskellige måder og af forskellige grunde. Vi har forskellige motivation for at prøve på at undgå svære følelser. Ja.

Burdeismen taler også om, at at det lidt er en... Både ja, Burdeismen, og så lytter jeg en del til en fyrst, vi har nævnt for jer før, som hedder JimFroster, som også taler om det her med, at vi ikke både I psykologien og I spirituelle kredse er så opsat på at skulle opnå mere blæse og mere glæde og mere lethed og mere ekspansion og alt det I sig selv faktisk kan være et benspænd for præcis det. Og at der ligesom er jo... Så vi har sådan en måde at italesætte livet på for os selv, hvor ved vi jo, vi taler jo hele tiden til os selv. Så det vi siger både I vores tanker til os selv og til andre et kursus, vi ret lærer også, at vi hele tiden er I gang med at undervise I noget. Fra vi fra vi vågner om morgenen, har den 1º tanke, underviser vi os selv og verden med vores tanker. Og rigtig tit så prøver vi på at lære os selv, fralære os selv vores egenmenneskelighed.

Hvorved vi egentlig bliver en utryg beholder at være I? Giver det mening? Ja, så så så noget af det, man taler om I buddhismen, det her med at være ihærdige og standhaftig og at blive ved med at blive og være med os selv, uanset hvordan livet folder sig ud. Og at være clearyite.

Det vil sige, at vi at vi kan øve os I netop, som jeg sagde lidt I starten I meditation, at se os selv og vores liv som et slags laboratorie, hvor hvor hvor... Og sådan har jeg virkelig, virkelig tænkt om mig selv her de sidste 8 måneder, at jeg er ligesom 1 1 1 videnskabskvinde, som I agter en 1 sådan et eksperiment, der foregår inden I mig. Og nu har det været I mit tilfælde et ekstremt eksperiment. Hvor meget kan jeg strække mig? Hvor meget kan jeg rumme?

Hvor meget kan jeg blive ved med at være og være nærværende med med, hvordan det er at være mig lige nu? Men det er jo også de små oplevelser I livet, som når nogen lige træder os over tæerne, eller vi tager noget personligt eller føler os afvist. Kan vi kan vi være I vores liv med så klar en bevidsthed, at vi kan se, hvad der foregår I I det her eksperiment, I vores indre laboratorium, hvor du er ligesom et videnskabskvinde I et eksperiment. Så man kunne ligesom se kroppen som som laboratorie, hvor der foregår forskellige ting. Og graden af, hvor hvor nærværende vi kan være med det, der foregår, afgør I virkeligheden alt.

Hvor nærværende kan jeg være? I hvor høj grad kan jeg forblive med det, der er? Og I hvor høj grad kan jeg give slip på den historiefortælling, jeg har? Så følelser er I virkeligheden bare energiformer I den fysiske krop. Det, der skaber problemerne for os, er vores tanker og historiefortælling om det, der sker. Ikke så meget det, der sker I sig selv.

Og og det sker jo tit ubevidst og meget hurtigt. En følelse opstår. Vi tænker en tanke om den følelse. Vi forstærker følelsen eller eller fortrænger den og undertrykker den med det, vi tænker om den.

Og derved skaber vi problemet. Hvis vi bare kunne for eksempel, når vi blev vrede, lade vrede være, så ville det bare være livfuldhed. Det ville bare være at være levende. Men fordi vi undertrykker det eller har historier om, hvorvidt det er en tilladt følelse, så så bliver vrede pludselig noget andet, som kan være problematisk. Og det samme gælder I virkeligheden alle følelser.

Så på type 7 I os alle sammen, er der sådan en bevægelse mellem ego's plan og den store hellig plan. Howly plan er den... Altså sjælskvaliteten for type 7. Det er at forstå, at der er en større plan, som mit lille ego ikke nødvendigvis forstår eller har lyst til eller har planlagt. Og det, som vi alle sammen gør, fordi det er virkelig os alle sammen, der gør det, vi planlægger livet på alle mulige måder, så det kan udfolde sig så glædesfyldt og smertefrit som muligt.

Og det er ligesom det, syveren repræsenterer for os alle sammen, fordi det gør vi alle sammen og glemmer, at der er en større guddommelig plan for vores liv. Og det at kunne være tilstede I nuet og egentlig bare lytte til og lade lade os guide I den hellige plan, lægge os ned I floden og flyet med. Også selvom der nogle gange er sten, vi så rammer ind I den der flod, eller det kan være koldt I floden, eller hvordan det nu end er, så kunne have tillid til at flyder med den her flod. Der er en der er en større plan end den plan, jeg selv kan se.

Og også for den... Hvis hvis sjælen længes efter følelsen af at være ekspanse og stor og lys og let og være hele den... Det store rum, vi vi er, så kan det jo føles modstrid at være til stede I alt det, der sådan er tæt og tungt og klausofobisk. Så følelserne og kroppen kan føles tætte og tunge. Og I virkeligheden er det kun det at være så nærværende med det, som kan give os den følelse af ekspanset med os igen.

Og hvorfor hvorfor er det det, der virker? Jamen, det er det, fordi jo mere vi gør det, jo mere vi øver os I det. Jeg vil virkelig anbefale, at vi øver os. Og jeg vil sige, jeg er glad for, at har øvet mig I mange år. Det gør det ikke nemt på nogen som helst måde for mig at være I det, jeg er I.

Og jeg har øvet mig I før at trække vejret ind I det, der var svært. Så jo mere vi kan øve os I alle de de mindre ting I livet, jo mere, jeg vil ikke sige nemmere, men måske bare jo mere trænet kan vi blive I at være I stand til at være både med os selv, men også med andre. Og altså når noget ikke bare flyder. Og ja, jeg tænker, at at det er det, vi er her for, ik? At kunne gøre vores indre arbejde, så vi er I stand til at mærke medfølelse og omsorg og kærlighed for hele verden. På en måde er det jo også lidt lidt vildt at forestille sig, at vi kan ligesom skære smerte og lidelse ud af vores liv og I den vestlige verden.

Har vi... Er vi så heldige, at vi kan leve lidt I den illusion en del af tiden? Fordi vi har ikke I vores livstid oplevet krig eller dyb fattigdom eller ja, nogle af de forfærdelige ting, der sker I verden, men eftersom vi alle sammen er et, Så det, at det foregår steder I verden, gør jo, at det at det er I vores felt også. Og jo mere vi kan I I de der... Det det kan måske lyde som sådan en lille ting, hvordan skal det hjælpe noget, at jeg arbejder med at trække vejret ind I den følelse, jeg får, når nogen dytter af mig I trafikken.

Hvordan kan det hjælpe børn I GAsa? Jamen, men det kan det, fordi jo mere kærlighed og medfølelse vi øver os I at have med og I os selv, jo mere vil det også være det, vi skaber I verden. Så det betyder noget. Altså det betyder noget I forhold til... Og det var nok, at det bare betyder noget I forhold til dig, men det betyder virkelig noget for verden. Og ja, og også at mærke, at sorg og smerte og alt det, der kan blokere for den lethed og ekspansion vi længes efter, ikke er hinandens modsætninger.

Jeg oplever jo virkelig I den her tid I mit liv, hvordan det altså nærmest drevet mit liv, at jeg har mennesker, som ikke er bange for det, som træder tæt på. Og det tror jeg er nyere. Jeg jeg har 2 gode veninder, som mistede for 10 12 år siden. Og de beretter på en 2º måde at have været... Man er jo man er jo ensom på den måde, at er jo kun os selv til at holde og rumme, når vi går igennem sorg og smerte.

Men det betyder noget at mærke, at der er nogen, som holder sorg med os, og som er nærværende med det, vi med det, vi føler, det er på en måde som om, at vi kan holde det lidt sammen, selvom der er selvfølgelig en sådan kropslig beholder, der må være beholder for den individuelle smerte, vi går igennem. Men eftersom vi jo ikke er separate individer, så er det jo også umuligt, at vi ikke bliver påvirket af hinandens felt. Og jeg jeg oplever, at vi står I en tid, hvor vi bliver mere modige og mere næstekærlige og har større medfølelse for hinanden og større kærlighed. Og det oplever jeg jo meget altså konkret I mit liv lige nu og mærker, hvor meget det betyder.

Altså hvor stort det er, det vi kan være at gøre for hinanden ved at gøre det her arbejde med os selv. Fordi hvem skulle turde det at være med mig I min smerte, hvis de selv var utrolig bange for smerte I sig selv. Forstår I? Ja.

Nogle spørgsmål eller nogen, der har lyst til at sige noget, inden vi laver en lille øvelse. Any Mette. Ja, det var en refleksion over... Nu er det jo ikke alle, der har læst den her bog, Forling Upwords, men jeg oplever det som at Rhr, som har skrevet den, hvad det han hedder til fornavn. Kan du huske det? Ja.

Jeg kan ikke huske det. Britit ror. Britit ror, ja. Han taler ligesom om om om det om det her emne, oplever jeg på den måde, at der kan være en 1º del eller der er en 1º del af livet til man ligesom får de her, ka man sige, eksistentielle knups eller af en eller 2º grund simpelthen lægger sig fladt ned og dermed falder opad. Altså rejser sig I en ny bevidsthed I livet.

Og jeg tror, at den dimension har simpelthen været så god for mig at få med, fordi det her vi taler om, det er meget nemt, at mit ego forventer, at andre så kan det. Men jeg har opdaget, at det kan være granvoksende mennesker, der ikke kan. Og jeg siger ikke, at jeg selv kan, for jeg øver mig. Men jeg har simpelthen sådan ik ku forstå en eller 2º ellers fornuftig kvinde på 70, der har børn og mistet sin mand og sådan så havde jeg en forventning om, at hun var endnu bedre til det end mig, som om at man opbygger stjerne over tid. Og der er det bare gået op for mig.

Det lyder måske ind og ærgerligt, men jeg har bare lyst til at dele det. At det sådan fungerer det ikke nødvendigvis. Og det er jo igen det her nok også minorer, der kommer frem nu. Men at jeg ved ik, hvad deres rejse handler om. Jeg har bare lyst til lige at at tage den betragtning med, fordi det er en frihed for mig, når jeg opdager det.

Der er et eller andet citat I retningen af, at vi ka kun rumme andre med det niveau, vi rummer os selv eller med den indsigt, vi har. Og det er virkelig blevet levende for mig, men det har også virkelig gjort nogle ting upersonlige. Så hvis der er også min... Jeg har en fantastisk lillesøster lige nu, som lige er de år yngre, end jeg er. Og jeg har overhovedet ikke svar på flere ting, men der er nogle ting, jeg ikke kan forvente, at hun forholder sig til på den måde, jeg gør lige nu.

Hun er optaget af en baby, der holder hende om... Holder hende vågen om natten og sådan, så det er bare ligesom... Ja, jeg havde lige lyst til at have den betragtning med, at vi kan lære sig forskellige steder på vores rejser. Præcis. Ja, 1000 tak. Og tak for også lige at nævne den, hvis I andre ikke kender den Forling Upwords Richards row, som I øvrigt også kender inde I programmet og er Franciskansk græst.

Og som ligesom også Pimat Chodron her og andre skriver og taler om det her med at lade de svære ting I livet, lade dem altså ligesom lande I vores hjerter og lade lade dem være med til at massere vores hjerter større og blødere og lade alting... Alt det, der sker med os, når vi når vi tager det ind og trækker vejret ind I det og bliver med det, så vil der ske det, at vores hjerte ekspandere. Og og vores sådan rummelighed, og vores hjerter vil blive mere og mere bløde og varme og kærlige faktisk af den sorg og smerte og ubehag, vi går igennem I livet. Men vi har en historiefortælling om alt det, der er svært I livet, som noget vi skal prøve at undgå eller skynde os væk fra.

Eller også... Eller prøve at hele eller lave en positiv reframe fra. Og problemet er, at når vi gør det, så får vi faktisk den modsatte effekt, vi vi vi gør vi gør vores hjerter hårde, og vi lukker ned. Og vi... Det kan jo føles som om, der der er for eksempel en I min familie, som helt klart har svært ved at mærke sit hjerte I det, jeg går igennem. Og og han har sådan en...

Han har simpelthen øvet sig I, at ja, at lukke ned, når noget gør rigtig svært. Så I det her er der også ligesom lukket ned, så han er sådan nøgternt og ikke følgende I det, der sker I mit liv. Og jeg kan se, hvordan noget I hans hjerte simpelthen er blevet sådan lidt hårdt og lukket af ved at have lavet den bevægelse mange gange I livet.

Ja, så det er jo virkelig at give os selv lov til at tænke om hele livet. Også det, som potentielt er svært for os på på en helt 2º måde, som som kærlige invitationer til at ekspandere og blødgøre vores hjerter. Ja. Mike. Ja, altså jeg får rigtig mange tanker I det her. Jeg er en meget syver. Og har rigtig meget kontakt med min 7, så jeg øver mig jo virkelig meget I at invitere det ind, som andre folk synes er enormt vanskeligt.

Hvor jeg jo I bedste syverstil tænker, det er jo ik vanskeligt. Mhmm. Så så det her med at falde op, at man jo som surre... Man...

Jeg, jo lidt for dygtige til nogle gange, ik? Jo. Hvor det også handler om at få, som du siger, jamen altså få få givet plads til den der sorg, og gå med folk ind I den der sorg, gå med dem, som som ser... Ka se alt det, som jeg ik ka se og opleve, 30 ind I det. Ja. For at det ikke bliver lidt for spilmand.

Så så jeg tænker som Clean syv'er her, elsker jeg at høre alle de ting, som er svært. Ja. Fordi jeg godt selv kan have lidt svært ved at se det. Jeg er ved at sige det.

Ja. Så nogen inviterer dig ligesom ind I det rum, og de deler noget, som er svært. Er det sådan eller? Nej, jeg tænker ikke at sige det. Jeg tænker faktisk at se det.

At se det, ja. Så nogle gange jeg kan jeg kan simpelthen slet ikke se det. Nej. Og jeg tænker ikke, det er fortrængning, men jeg tænker simpelthen, det er det her...

Den der side, som som bliver så let, så jeg ikke fornemmer de tunge, den tunge side af det altså. Ja, ja. Og det er interessant, at sjælen, altså sjælen har jo den der let, der hedder ekspansive... Hvis man spørger sjælen, er det et problem, at jeg har den her sorg for eksempel, så ville sjælen bare være sådan, men slet ikke grin I morgen. Jeg holder det hele. Det det...

Altså det vil slet ikke være noget. Det vil bare være, ja, bare kom med det mere og mere bringe det ind til bordet, bringe det ind til mit aldre. Jeg kan holde det hele og være med det hele. Det er jo sjælens kvalitet, den den lethed. Det, der jo sker I syuren, og som sker I syuren I os alle sammen, og den del kender jeg også rigtig godt selv, det er, at at jeg kommer til at at kopiere sjælens lethed som en overlevelsesstrategi I mit ego.

Og så siger jeg, men det er let, det er jo ikke... Altså det er jo ikke svært. Det er det det er okay, det det gør ikke noget, det det går nok. Og så kan I godt se, der er en der er sådan fin... Hovfin balance mellem, hvornår er det sjælens lethed og invitation til, at alting kan være der, Og hvornår er det egoets overlevelsesstrategi, fordi når egoet, og det egoet er aktivt I os alle sammen, skal være med I det her bold game, vi snakker om her, så så vil så vil egoet I serveren I os alle sammen have en overlevelsesstrategi, som siger, jamen det er ikke noget problem. Det det det gør ikke noget.

Det det går fint nok. Giver det mening, marken? Ja, men det er svært... Jeg synes, det er svært at skelne.

Altså, hvad der er hvad. Det er svært. Så. Er måde, vi kan måske øve os I at skelne, er at at prøve at se om det er muligt ikke at have nogen ord om følelsen.

Så føles... Lad os sige, følelsen simpelthen bare er en energiform I kroppen, som hverken er svær eller tung eller let, eller det det er bare. Fordi det er vores... Det er tit vores historiefortælling. Og I den ene ekstreme, så kunne være fieren være den, som I os alle sammen sagde, ej, det er godt nok tungt det her, og ged vide, om det bliver ved med at være så tungt og svært. Og det er altid tungt og svært for mig. Og så har jeg lavet en dobbelt lidelse for mig selv.

Og syren kunne være den, der laver dobbelt lidelse for mig selv, vil jeg sige, det her, det er ikke noget problem. Det er nemt nok. Det kan jeg sagtens klare.

Og den måde, jeg laver dobbelt lidelse for mig selv som syv'er, det lyder jo ikke som som om jeg laver dobbelt lidelse, men det er ved at fortrænge eller lukke det lidt ned det, der er svært. Så kan I se, hvordan egentlig 4 og 7 kan være sådan I hver deres ende eller hver deres spektrum af, hvordan vi kan komme til at lave med vores historiefortælling om det, som er den fødte oplevelse I kroppen. Og det er også derfor, det er så vigtigt at arbejde med kroppen, fordi kroppen lyver ikke. Og kroppen og sjælen har ikke nogen fortællinger. Det er I sorg for eksempel, følelsen af, at hjertet går I stykker eller er klemt sammen.

Og jeg hørte en beskrive for nyligt, at I Stanggers filosofi, så er der en forestilling, eller man... Der er sådan en teori om, at vi har den her energikroppet æderlegeme, som når vi er I sorg, simpelthen glemmer sammen og giver følelsen af, at hjertet simpelthen bliver mast. Hvorfor nogle mennesker jo simpelthen dør af sorg. Fordi vi er nødt til at arbejde med at trække vejret ind I det, ind I den sorg, ind I den smerte, at give det plads og lade det være I kroppen, men hvis vi stivner I det af frygt for at være med det, eller stivner I vores historiefortælling om det, den fødte oplevelse I kroppen, så er det, at vores følelser kan sætte sig som traumer, eller ja, vi simpelthen kan blive syge af det, både fysisk og psykisk syge af det. Giver det mening? Ja, men det er en fin betragtning, det her, som vi jo alle sammen kan bruge, og specielt alle os som...

Altså den 1º psykologiske bog, jeg nogensinde læste var, var Louise Hays helbred dit liv, Og jeg elskede, når jeg var så optaget af, hvor fantastisk det er, at vi med vores mindset kan ændre vores liv. Og det er sandt, og det er sandt, at der er følelser I vores liv. Vi bare må lade være at møde fra fra sjælen sådan ekspansiv kærlige rum. Og som vi ikke hverken kan eller skal prøve tænke os ud af, og som den når vi prøver på at tænke os ud af dem, forstærker vi dem faktisk.

Jeg lærte af en klog terapi. Hvad hedder sådan en terapi mand engang, at opstanden 2 3 dage. Så man skal altså lige hænge lidt på det der kors og lige lidt inden, at man bliver pillet ned og skal gå videre. Præcis. Så det øver jeg mig lidt, vi er henne der og mere I. Ja, ja, præcis.

Tak. Det det er nemlig interessant. Altså, hvad handler hele den bibelhistorie egentlig om? Og hvorfor stak Jesus ikke af, da han fandt ud af, at han blev for road og skulle korsfestes?

Måske for at vise os noget om, hvordan vi som mennesker, når vi bare er med menneskelivet, jo... Altså det det jeg viser, er er jo rejsen fra ego til essens. Men men han hænger der og lider I I 3 dage, inden transformation skal. Og de der 3 dage, det er det er måske det, som nogle gange kan føles som et helt liv for os mennesker. Ja, Mette.

Jeg blev bare enormt nysgerrig på, da du snakkede om kroppen og Rodor og Steiner. Fordi det er også noget af det, jeg oplever, at nogle ting sidder I kroppen, og det kan være svært at komme af med igen. Er det for meget at spørge dig, hvad hvad... Hvordan har du arbejdet med kroppen I alt det her? Det må du gerne spørge om.

Altså, og det gør jeg jo stadigvæk. Altså bare mens jeg sidder her og taler med jer, har jeg nærmest... Jeg har nærmest konstant ondt I mit hjerte stadigvæk efter 8 måneder. Men det jeg sådan er ved at lære mig, og jeg siger virkelig ved at lære mig, det er, at jeg godt kan være I verden samtidig med, at det gør ondt. Men det betyder ikke, at det så bare er forsvundet, men jeg har ligesom fået skabt sådan en større og større beholder eller tillid til, at jeg kan rumme det, at jeg kan være med det. At jeg ikke dør af det.

Altså I starten spurgte jeg seriøst mennesker hele tiden, altså overlever jeg, overlever jeg, jeg tror, jeg dør, jeg tror, jeg dør. Fordi sådan føles det. Så så voldsomt I kroppen føles min min smerte og føles seriøst, som om mit hjerte var gået I 10000 stykker. Så det jeg har gjort, og det jeg stadigvæk gør, er at opøve min evne til at være med mig selv med det, der er. Og jeg bliver hele tiden strukket.

Der er hele tiden nye ting, jeg skal lære mig. Så nu nu har jeg flyttet ind I min søns lejlighed, og han er væk, og jeg begynder at øve mig I at vågne op alene om morgenen og gå I seng alene om aftenen. Og det... Altså hver gang, der er de der nye ting, jeg skal lære mig, så er det nye koncentrationer med med smerten og sorgen.

Og der er jo ligesom ikke andet at gøre end at være med det. Så så gennem nærvær, altså jeg er I min hverdag. Og jeg tror, fordi det er simpelthen, det er den eneste måde, jeg kan både ikke bare overleve, men også kan på sigt bringe de gaver, jeg oplever I det her, kan bringe dem ud I verden. Altså, jeg er virkelig drevet af mit kald på, at der må være en helliggrad. Der må være noget, jeg skal opdage om menneskelivet, siden jeg skal opleve det her. Så så den nysgerrighed på gad vide, hvad det er, jeg skal opdage, gad vide, hvad det er, jeg skal lære, hjælper mig rigtig meget.

Og så arbejder jeg rigtig meget med ISS, hvor jeg jo simpelthen går ind og mærker og møder det, der bor I min krop. Og det kan være et hjerte, der gør ondt. Det kan være indre dele, som er bange, eller altså så jeg tager tid og rum ud til at lukke øjnene og blive nærværende med hele mit indre. Og det jeg jo blandt andet gør, når jeg gør det, er jo, at jeg at jeg viser mig selv, at jeg at jeg har mig selv, og at jeg ikke stikker af for mig selv, og at jeg også selvom det nogle gange føles næsten umuligt, I... Altså bliver ved med at være ihærdig og nærværende og kærlig med alt det, jeg møder, også når det er overvældende.

Ja, og har også en meget dygtig IS-terapi, jeg bruger, som kan hjælpe mig med at holde det rum også, så jeg ikke kun skal holde det selv og få healing. Ja, men men men det er meget som en altså følt fysisk oplevelse, som jeg er tilsyneladende er nødt til at lære at at huse, at være med at skabe rum for. Jeg ved ikke, om jeg svarede på dit spørgsmål I Mette. Jo, tak, det gjorde du. Jeg tænker måske også...

Jeg ved jeg ikke, men men yoga måske. Altså. Ja. Forestiller mig Ingen yoga, hvor man ligger I stillinger lang tid, og det kan hjælpe en med at slippe nogle ting. Ja.

Ja, jeg dyrker også yoga. Og... Men men jeg er meget sådan... Jeg har været meget... I starten gik jeg til sove yoga.

Og jeg har været meget sådan nærværende på ikke at gøre noget med min krop, som min krop ikke var klar til. Altså jeg har virkelig haft en dyb respekt og tillid til, at min krop og min psyke ved, hvad den gør. Og det har jeg stadigvæk. Så I sorg yoga var det for eksempel I starten bare det at strække hænderne.

Og eller strække armene ud oppe overhovedet. Min krop er sådan nej tak. Så jeg altså jeg har været så nænsom. Og nu begynder jeg at kunne mærke, nu nu får jeg... Der er noget I mig, som får lyst til at styrke min core. Og så nu laver jeg noget mere sådan kondaline, lidt mere Yoga, hvor jeg skal udholde noget mere og kan mærke min egen stagmin er mere. Så jeg har givet plads til mere liv end min krop, noget mere livfuldhed.

Men jeg har virkelig sådan prøvet at være tro overfor det, min krop har fortalt mig, at den skulle gøre. Også selvom I starten var det bare sådan, nej, jeg har ikke lyst til at strække min hånd ud. Så er det bare sådan, okay, så sidder du bare og har ikke strukket hende. Så sidder du bare med dine hænder sådan her. Det må du godt.

Indtil ligesom en... Altså noget inden I mig er blevet klart. Forforstår I.

Og det er virkelig sådan en tillidsøvelse. En tillid I, at min krop og min chef og min psyke båret og understøttet af kompetente mennesker omkring mig. Men der er noget I mig, som godt ved, hvad jeg gør, og hvad jeg skal. Som med en eller 2º grund er meget tro overfor. Tak, du er meget vis, og jeg er virkelig taknemmelig for, at du deler, som du gør. Det lærer mig meget.

Tak, Mette. 1000 tak. Tak. Anne, Mette.

Ja, jeg er både helt vildt rørt og helt vildt imponeret over den måde, du kan sætte ord på det her. For mange år siden, da min storebror døde, så spurgte jeg dig Kisar, kan du snakke om sorg? Det var ligkkede svar på, hvad man skal gøre, fordi min krop var ens stor blokering. Og det det er så vildt, det du lige har sagt. Det er så...

Ja, jeg har faktisk ikke ord for det. Tak. Det er virkelig, virkelig... Og det er helt vildt rørende samtidig og mennesket... Altså menneske til menneske, så ville jeg ønske, du ikke skulle igennem det. Men du er I det, og vi er der med dig, og det er simpelthen så smukt.

Og det jeg ville bede en med selv, det var soonterapi. Ja. Jeg kom forbi det niveau, hvor lige præcis som du siger, hvor man begynder at turde lytte til til, hvad kroppen beder om. Og så pludselig så sagde min krop, jeg begyndte at turde mega meget en aften, og jeg følte mig så ensom, og så fandt jeg ud af, at mine fødder ville trykkes på. Ja.

Og så sad jeg sådan og tænkte, nå okay, jamen hvem kan jeg få til at trykke med under fødderne I den her by? Og jeg begyndte at sådan... Og men... Og så googlede jeg solensterapeut, og så 100 meter rundt om hjørnet, der var bare den dygtigste zonesterapeut. Og jeg har bare lyst til sådan at sige, hvad hun siger, hun gør.

Hun siger, hun giver min krop den bedste forud forudsætning for at kunne hele sig selv. Det føles så, det hun gør. Hun trykker på de punkter under mine fødder. Og hun har altså løsnet rigtig meget op. Men jeg var klar til det, så din pointe kiser er vildt vigtig. At man kan nok ikke bare starte det samme sted alle sammen, og man kan nok ikke...

Der findes nok ikke en Quick fix med det heller overhovedet. Nej. Men men tak for den, og og ja tak for den reminder, der er jo...

Man siger jo også, når man er I smerte eller sorg, så bliver organerne også påvirket. Og egentlig sagde fortalte mig, at nyrerne simpelthen trækker sig sammen og trækker sig op. Og altså, at hele kroppen på den måde bliver påvirket. Og det kan man jo gennem sooneterapi hjælpe kroppen med at løsne op for at hele. Jeg takker, Alletiders og nonstop.

Og når jeg begynder... Nu må jeg callsvarmer, så kommer der vand ud af min næse lang tid efter. Jeg var bare sådan... Hun sagde, hun åbner mine bihuller, og jeg er altså uddannet konventionelt medicinsk. Jeg fatter ingenting, men det virker, og det er rigtig, rigtig rart. Altså, det er så spændende.

Ja, det er virkelig spændende. Ja, tak for den deling. Og ja, altså tænker, alle mulige former for kropsbehandlinger og healinger kan være virkelig gode. Og I det hele taget, at vi jo, altså jeg er jo jeg er jo seriøst et eksperiment I mit eget liv lige nu, hvor jeg lærer noget om, hvad sker der, når man går I stykker? Altså, hvad hvad er der inde bagved, når man går helt I stykker?

Der var en, der skrev til mig... Der er faktisk flere, der har skrevet til mig, at de altså, at sorg eller noget I deres liv har følt sig gået helt I stykker og også har fået at vide, at de klinisk fra læger eller psykologer har fået at vide, at de var gået I stykker, at de havde alle mulige forskellige diagnoser som følge af at være gået så I stykker. Og jeg tror, at fordi jeg selv har haft den her... Det her dybe spirituelle fundament, og har været så heldig at have mennesker omkring mig, som har været sådan... Har hjulpet mig hele tiden med at reallegne med min ånd, så har ånden inde I mig holdt alt det, der var gået I stykker.

Og hvis man ikke har det, altså hvis jeg ikke havde haft nogen, der havde hjulpet mig med det, og hvis jeg ikke selv havde haft det I praksis, så ville jeg nok have lavet en historiefortælling af propriet det, vi lige har snakket om, hvad er det for nogle historier, jeg laver om de følelser, jeg har? Sammen med eventuelt en læge eller en psykolog, eller hvem der nu havde haft mig I hænderne, som hed... Der var en, der skrev til mig, at hun var... Altså hun var hun var desintegreret. Og jeg sådan, ja, tak.

Jeg er også disintegreret. Men men jeg ser det helt anderledes, end man ville måske gøre inden for traditionel psykologi, fordi jeg mærker jo, at jeg er disintegreret ind til noget andet. Jeg deler af min personlighed og min struktur og alle mine præferencer er er opløst. Altså de er simpelthen I opløsning og brudt I stykker.

Men det jeg er opmærksom på, det er jo, hvad hvad er det for en bund, der ligger nedenunder alt det, som er desintegreret, som er brudt I stykker. Og så jeg lærer jo noget om sjælen, skulle til sidst, som jeg aldrig frivilligt ville have lært mig, før jeg døde. Tror vi lære det alle sammen, når vi dør? Eller vi genhusker det, genlærer det, husker det igen, når vi dør? Og jeg havde 100 procent aldrig nogensinde sagt ja til at lære det at lære om sjælen I levende live I det her liv. Frivilligt. Ja.

Så så så jeg er selvfølgelig optaget af læser og lytter til mennesker, der taler om sorg og smerte og kriser og stress og uro og alt det, vi går igennem I et menneskeliv, som invitationer til noget fremfor blokeringer, vi skal have healet eller fikset. Fordi hvis vi kunne have den indstilling til vores menneskelighed, så ville vi også... Så ville vi have færre traumer, der kom til at sætte sig I kroppen. Giver det mening?

Hvad siger I, vi har... Vi kunne godt lige nå bare et kort breakoutum, hvor I var 2 og 2. Eller vi kan holde rummet åbent her. Vi har et lille kvarter tilbage. Det jeg havde forestillet mig eller ønsket, at I kunne reflektere om, er... Skal jeg lige have nogle briller på...

Ja, dels at... Dels måske at chune ind I, hvordan er din evne, din kapacitet til at tolerere ubehag. Og altså før det her skete, ville jeg sige, at jeg var rigtig god og virkelig havde øvet mig, og at jeg var god til det med andre mennesker. Nu synes jeg jo... Nu nu ser jeg, at jeg var totalt nybegynder.

Og at jeg jo er blevet tvunget til at tolerere ubehag. Fordi her I gang, det har simpelthen ikke andre valgmuligheder. Jeg er nødt til at lære at udholde og tolerere og være I meget stort ubehag og være I livet med det.

Men det er en god øvelse for os alle sammen at overveje, hvad er vores niveau af tolerance og ubehag? Og det er jo både jer selv, men det er også I andre, ik? Hvor er det, vi får en impuls til at hele eller hjælpe eller fikse noget for andre? Og rigtig tit I særdeleshed, dem der er tæt på os, jeg kender det I hvert fald til, jeg virkelig måtte arbejde med, at jeg stadigvæk må arbejde med at tolerere mine børns ubehag for eksempel, og I den her situation tolerere deres sorg. Jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan bare være sammen med dem med deres sorg.

Jeg kan ikke fikse det for dem. Jeg kan ikke føle det for dem. Jeg kan ikke hive det for dem. Det eneste jeg kan gøre, det er at have tillid til, at de har en gudommelig beholder inde I dem, som kan holde det I I det tempo og på den måde, som de skal gøre det på som 2 helt andre anekdram typer end jer selv. Det er det eneste, jeg kan gøre, det er, at jeg forbliver alignet med med det gudomelige inde I mig.

Og det eneste, altså på det tilbud som en som en let ting, det er det ikke nødvendigvis. Men det er det, vi kan gøre for og med hinanden. Så så det kunne både være altså lige nu at overveje, hvordan er din egen tolerance? Og og til, nu siger jeg det også for mig selv, de typer I anaeregrmet... Aro pro børn, så ringer min søn. De typer af os I anaeregrmet, som kunne have et selvbillede, en selvfortælling om, at vi var gode til det.

Lad os også mærke efter, om det er sandt. 8 og 4 for eksempel kunne være nogle af de typer, nio måske også, som kunne sige, det er jeg ret god til. Det ret sej til at være med det, der er svært. Og vi skal bare passe på, at vores selvfortællinger og vores selvbilleder ikke kommer til at stå I vejen for sådan virkelig sandfærdige iagttagelse af, hvad foregår der inden I mig.

Hvor hvor imødekommende er jeg overfor det ubehag, der opstår, når jeg tager personligt, at nogle dytter er mig eller sender en irriterende mail, eller hvad det nu kunne være. Hvor imødekommende er jeg overfor, når jeg skammer mig, når jeg føler mig skyldig, når jeg bliver bange. Hvor hvor kærlige og rummelig er min beholder overfor det? Og hvor og hvor og hvor kærlige og rummelig kan være overfor mig selv, når jeg opdager, at jeg ikke er det? Når jeg opdager, at min tolerance er lav?

Og I det hele taget holde øje med vores præferencer for at prøve at få os selv et andet sted hen. Et lysere sted hen, et lettere sted. Så det var ligesom den ene ting. Og den 2º ting, I kunne overveje, er, hvad er... Altså hvad er dit fikse?

Hvad er det... Hvad gør du I dit liv for at forsøge at skabe at skabe glæde og sikkerhed og foranderlighed? Altså lethed og glæde og blæse er en naturlig del af dem, vi er. Og når vi er ægte nærværende til stede I nuet, så vil det opstå inden vi er os, også selvom der er smerte og sorg.

Men vi har tit alle mulige forestillinger om, hvordan vi kan skabe det for os selv. Så... Og det kan være alt muligt. Mad, rødvin, chokolade, arbejde, motion, alt muligt. Hvad gør du I dit liv? Prøve at skabe det, som I virkeligheden måske allerede bor inden I dig. Giver det mening?

Ja, så spørgsmålet er... Jeg tror, fordi vi har så kort tid tilbage, så jeg tror egentlig, at... Nej, I kan... Vil I gerne have...

Vi vil gerne ud I Breakout rooms resten af vores tid sammen? Eller vil I hellere have et åbent rum? Et åbent rum. Okay. Så er der nogen, der har lyst til at miste nogen, der har lyst til at dele noget om om de her 2 temaer?

Hvad oplever det I forhold til din egen tolerance? Din egen åbenhed? Din din evne til at sige velkommen til alt? Og og altså det, der jo er er vigtigt, det er jo bare, at vi er til stede med hver gang, vi ikke gør det, fordi det vil vi opleve hele tiden.

Hvad var det vist til at dele noget med det? Ja, jeg tør godt, selvom det kunne være meget pinligt. Men jeg er virkelig dårlig til at være I det. Eller jeg er blevet bedre til det. Men jeg har altså virkelig været dårlig til det. Jeg mistede min mor, da jeg var 20.

Mhmm. Og jeg græd ik på noget tidspunkt stort set andet, end da jeg så min bedst veninde græde, så begyndte jeg også at græde, og så græd jeg ellers ik. Og det kan man sige, det tror jeg egentlig er en lidt the story of my life, indtil for, det ved jeg ikke, ganske nyligt, lad os sige det sådan. Og så har jeg dulmet mig selv med putte noget I hovedet, altså spise noget chokolade eller et eller andet.

I dag synes jeg, jeg er blevet bedre til at gå igennem det, men jeg skal opdage det. Ja. Det det er egentlig mere det med, at det ikke altid jeg opdager, at der er nogle svære følelser, eller der er sket et eller andet, eller jeg opdager det som regel, ved nu har jeg lyst til at spise noget, eller dulme mig selv på den måde. Ja. Så det er en spændende rejse, jeg er på også med det. Ja. Men som sagt har jeg jo brugt hele weekenden på at kigge tremmerne I øjet og øjdte og opdage sorgen og...

Ja. Men jeg tror, det der med at opdage det, det har været en øjenåbner for mig. Tak.

Og når du og når du opdager det og mærker det og er med det, hvem eller hvad inde I dig opdager det og er med det, kan du mærke det? Hvad sker der, når du så giver det plads og giver dig selv lov til at græde? Hvad sker der så inde I dig? Jamen så kommer der jo fred. Kommer. Altså, altså ja, fordi man kan sige, jeg tror, jeg oplever, at jeg ved ikke... Altså det er jo en form for for at være et med med sjælen, det gudommelige.

Og jeg har meget den her, det er måske dig, jeg har I baghovedet, det ved jeg ikke. Men det er okay, skat. Jeg krammere også mig selv, og jeg nuser mig selv og giver mig lov til at være der, som jeg er. Ja.

Når jeg først opdager, at det det er. Mhmm. Hvor er det så Men er meget forløsende og meget fredfyldt, synes jeg I virkeligheden. Ja, og jeg har mange, mange traumer. Wallet, ægte, men alt muligt med mig.

Så jeg har været igennem rigtig mange ting, men men det er meget farligt ikke at gå igennem det end at gøre det I virkeligheden, har jeg opdaget. Ja. Ja. Ja.

Tak med det. Det bliver over, man lukker sit hjerte, og man bliver, ja, kynisk, alt muligt. Jeg har jo meget med at snakke med mine børn om Sacasme, det er ikke en god ting. Det kommer af noget. Ja.

Og det og det er fuldstændig rigtigt, at det er farligere ikke at være med det, ikke mindst, fordi vi jo hele tiden lærer os selv noget om enten frygt eller kærlighed, ik? Det er også det kurser siger. Hver gang vi ikke opdager det, og når vi ikke har nogen træning I at opdage det, så er det virkelig svært at opdage det. Så bare også masser af medfølelse hver gang vi ikke opdager det, før vi har spist en hel plade chokolade eller sæt 3 timers Netflix eller sådan. Så der, når vi opdager måske, så er der medfølelse med, at der gik 3 timer med Netflix og tog plade chokolade, eller inden jeg opdagede det. Men men hver gang vi opdager det, og kommer til stede med det, så så skaber vi jo en sikkerhed inde I os selv, ik?

Der der er nogen hjemme. Der er nogen, der opdager, hvad der foregår inden I mig. Og der er nogen, der møder det. Og det kan føles farligt jo faktisk. Og jeg tror, det er rigtig meget derfor, vi kommer til at opleve angst og depression og alle sådan nogle ting, fordi det det er farligt for os at være med os selv, hvis vi ikke er hjemme I os selv.

Hvem skal opdage det? Hvem hvem skal holde det? Hvem skal tage sig af det? Når vi meget af tiden lever lidt disconnected for os selv, og det gør vi alle sammen. Og det du beskriver den her tryghed eller eller fred, ja, det er det, vi får, når vi går det I møde, selvom det føles kontraintuitivt at gå det I møde, som er svært. Men så giver det alligevel den følelse.

Og så så hører det her med, ja, lad os alle sammen gøre det hver dag og holde af mig selv, nu er sig selv på kinderne, stryger sig selv ind overhovedet, det gør vi ikke. Og have den der sådan kærlighed I, du har dig, skat, jeg har dig, det er okay, skat, du må gerne have det sådan her. Jeg er med dig. Jeg forlader dig ikke.

Fordi det er jo det, vi tit har lært os selv, at vi forlader os selv, ligesom vi er blevet forladt, da vi var små, når vi havde svære følelser, eller følelser, som på en eller 2º måde bragte uro fra vores forældre, så har de forladt os. Det kan bare være med et blik eller vende ryggen til, eller de er blevet optaget så meget af deres egen psykologi, at de ikke har kunnet være med os. Det er at blive forladt. Så det har vi lært. Så vi har lært at forlade os selv, når noget er svært.

Så vi er ved at omlære det. Ikke at forlade os selv og blive med os selv og være den kærlige ven med os selv. Jeg oplever også nu, hvor stor betydning selvkærlighed har I arbejde med healing af sorg og traumer og alting. Fordi I virkeligheden er det jo basis for alt det. Kan jeg elske mig selv igennem hele svindleri.

Også når jeg virkelig, virkelig er bange. Og jeg tror, det er umuligt at mærke sorg og traume og smerte uden også at opleve angst. Der er også mange, der beskriver, at sorg og smerte føles meget som angst. Det gør det også I mit system. Følges sådan frygtagtigt, fordi det er så stort og så overvældende.

Men det føles mindre frygtfrit, når jeg bliver virkelig nærværende med det. Så det er som om, der sker sådan en bevægelse af noget af noget ro, forstår I. Men hvis jeg ikke er der, og det fylder, så bliver systemet jo urolig. Og så opleves det som angst I vores system. Tak for lidt. Lever.

Jeg kan se en hånd, men jeg kan ikke se dig, og jeg kan ikke høre dig. Sådan. Kan du høre mig nu? Kan jeg høre dig. Ja, jeg har ikke kameraet på, for jeg er ude at gå.

Jeg bliver nødt til at lufte min hund inden jeg skal det næste, men jeg jeg måske er jeg en 4. Jeg ved ikke, hvad jeg er, men jeg troede engang, at jeg var rigtig god til at rumme både mine egne og også andres følelser også de svære. Men jeg oplever sådan de sidste de sidste par måneder. At jeg er blevet ekstremt ikke tolerant. Og jeg er virkelig kommet I kontakt med med min vrede og.

Altså da du lavede den her meditation, hvor du sagde, at vi er elskellige. Bare sådan som vi er, der kunne jeg bare mærke modstand, fordi nej, for at være elsket, så skal jeg jo være på en bestemt måde, og jeg skal jeg skal helst være den her, som jeg var før I tiden. Søde pleaser.

Gitte, som som sørgede for andre havde det godt og og ja, det blev ligesom altså hvis andre syntes, at jeg var sød, så var jeg jo så okay. Ja. Og det det var ligesom det har været min målestok igennem hele mit liv. Og lige pludselig, så kan jeg mærke, og jeg tænker også, som du siger, at det her det hænger så meget sammen med selv kærlighed. Er det I takt med at jeg begynder. At holde mere af mig selv, så er jeg også mere ærlig overfor mig selv og lige nu er jeg så I den proces, hvor det simpelthen altså der er mange. Altså det er meget få mennesker, jeg orker at være sammen med for at være helt ærlig.

Altså. Mhmm. Og.

Ja, altså mit gamle system synes jo, at at altså så så er der noget I vejen med mig. Mhmm. Og og det er jo selvfølgelig, jeg er med på, at jeg jo er projektiv. Altså der der sidder I mig selv, som som jeg heller ikke helt er ordentlig sammen med, men det er bare det er bare så nyt. Altså fordi jeg virkelig jo... Jeg er også tidligere uddannet gestalt terapeut og sådan noget, så jeg har virkelig siddet I de her ekstremt hårde og svære følelser og har været igennem rigtig meget I mit liv. Sfære ting og har altid syntes, at det var noget af det, jeg var rigtig god til virkelig at være sammen med mig selv, med de svære ting, men også med andre.

Og lige pludselig så sker der bare et stik modsatte. Altså det er meget. Det er et meget mærkelig sted at være.

Giver det mening? Ja, det giver mening og og tak. Tak for den betragtning. Så så der er både noget I det her med, at vi alle sammen kan holde os vågne og og ærlige overfor, I hvor høj grad er jeg reelt I stand til at udholde ubehag? Og hvor meget er det er en selvfortælling? Fordi den selvfortælling, jeg også har haft...

Nej, jeg er stærk nok til at ku stå I hvad som helst. Selv da jeg var nyuddannet psykolog, havde jeg det sådan, bare bring et on, det ka jeg så... Altså det ka jeg sagtens klare. Ja.

Så så det der med at være vågen på ens egen selvfortælling, det bliver altså lidt nemmere at være det, når vi arbejder med virkelig at have kærlighed til os selv, fordi så bliver det nemmere at kunne se de der fortællinger, jeg har lavet om mig selv, virkelig selvkærlig. Jeg jeg har haft brug for at have den fortælling om mig selv, fordi det er en gammel overlevelsesstrategi. Og I forhold til det her med kun at være elskelige, når vi er på en bestemt måde, Og det vi taler om I hele det her med at kunne udholde ubehag, så får jeg lyst til at minde os om... Jeg har jo det her billede af, at vi står inde I sådan en komfortzone, vi har lavet rundt om mig selv, som vores Anna programtype har tegnet op med overlevelsesstrategier. Nogle af os skal være søde og venlige og imødekommende og omsorgsfulde, og nogle skal være stærke, og nogle skal være glade og lette, og nogle skal være kloge, og sådan... Og I vores komfortzone herude, når vi kommer ud på kanten af den...

Herinde, der er jeg alt det betinget. Inde på min komfortzone er jeg den betinget, jeg selv har lavet om mig selv. Så når jeg er herinde, så er jeg værd elske. Når jeg holder mig til det, så er jeg værd at elske. Men jeg er en betinget udgave af mig selv.

Så jeg er ikke helt mig selv. Jeg tillader ikke mig at være helt mig. Så når jeg træder ud på kanten af min komfortzone, så sker der det, at mit super ego giver mig ligesom sådan en stød, hvis man forestiller sig, at der er stød hele vejen rundt om, af af skam og skyld, som gør, at jeg træder ind igen. Så så som otte'er for eksempel med det, ik? Så er det, når jeg virkelig tillader mig at være sårbar, og at være med det, så vil min komfortzone fortælle mig, at det er utrygt, og du skal træde ind igen ved at give mig følelsen af skyld eller skam.

Hvis jeg var toer for eksempel, så kunne det være, at når jeg sætter en grænse, eller nogen ikke synes, jeg er sød og imødekommende, så bliver jeg... Så får jeg stød med med skyld og skam, og jeg skynder mig at træde ind igen og sige, undskyld, hvad kan jeg gøre for dig og gøre mig sød? Og så længe vi lever derinde, hvor det er komfortabelt, så udvikler vi os ikke. Og vi bliver ved med at vise sig selv, du er kun værd at elske, som den betinget udgave, din overlevelsesstrategi har skabt. Du må ikke være I verden som hele dig. Kan I se det?

Så for at kortsætte mig, så er jeg simpelthen nødt til at udholde det ubehag, der er ved at blive stående der. Ja, så føler jeg skyld, jeg føler skam, jeg føler frygt, jeg føler hele svineriet, og det er mega ubehageligt, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal rumme det. Kan jeg stående? Kan jeg blive stående?

Bliver der, blider, blider. Rum det, trække vejret ind I det, møde det, 11 det. Siger, jeg elsker dig også, når du har det sådan. Det det er det, der er... Det er ligesom det, der er vores der er vores opgave og vores øvelse.

Ja, det det det er umuligt uden at opøve vores evne til at være nærværende med det, der er ubehageligt. Altså med med det, der er ukomfortabelt I os. Fordi vores overlevelsesstrategi tror jo, vi dør, når vi gør det. Hvis du ikke er sød, så længe der elsker dig, så dør du, fordi overlevelsesstrategien er lige baby. Den ved ikke, at du er voksen, og du kan godt klare dig faktisk, selvom alle ikke synes, du er sød.

Det ved den ikke. Den tror, du dør af det. Så den gør alt for at få dig ind igen. Ja, jeg håber, at det det var lidt svar også på din refleksion. Liv, Gitte, står der.

Nå, jeg havde unmuted mig. Tak, Kissa. Det giver rigtig meget mening. Selv tak. Så så så også rigtig god refleksion, det her med det med at tit opdage, vil det først når vi er I gang med at bevæge os væk fra det, Så virkelig en invitation kunne være at gå på opdagelse I, hvornår opdager du det?

Og når du opdager det, så ud... Lad være med at lave historier om det. Bare vær med det. Okay, nu har jeg set Netflix I 3 timer måske. Nu slukker jeg lige og bare lige lukker øjnene et øjeblik og kommer til stede med mig selv, så længe jeg nu kan udhold og være med mig selv. Eller nu ligger jeg lige den der plade chokolade væk.

Eller nu tror jeg lige, jeg stopper den der løbetur på 20 kilometer. Måske kunne jeg bare løbe 10 og så sætte mig ned og trække vejret og mærke mig selv. Eller hvad vi end gør. Mere eller mindre sunde ting. For at distraherer os selv for det ubehag.

Så opdater det, mød det. Virkelig se, om vi kan øve os I den her måned det, som er syvurens lærer til os alle sammen, at selve menneskeliv med alt, hvad det indeholder, er invitationen til at... Og I det, der føles svært, er invitationen til at blive endnu mere nærværende med at ekspandere vores hjerter og gøre vores hjerter blødere og at få dybere og dybere adgang til den blæse og den lethed, som bor nedenunder, men som vi kan komme til at miste adgang til, fordi der ligger så mange lag af sorg og traumer og vrede og frustrationer og alt muligt, som vi har skubbet væk eller spist væk eller arbejdet væk, eller hvad det nu end kunne være, vi har gjort, som stadigvæk ligger der og faktisk blokerer. Ikke et kursus I mirakler starter også med at sige, at vi ikke kan lære kærlighed, fordi vi er kærlighed, men vi kan lære noget om, hvordan vi kan blive vågne på de blokeringer for vores bevidsthed om om den kærlighed, vi allerede er.

Ja, Så så en invitation til jer at bare holde os vågne og kærlige og medfølgende. Og jeg kan meget godt lide også I den buddhistiske lærer, der er også noget... Jamen altså hvem er det, der bestemmer? Og som otte'er kan jeg meget godt lide den. Hvem er det, der bestemmer inde I mig?

Er det mit ego, om... Og det ubehag, mit ego ikke kan udholde at være I? Eller er det min sjæl I storhed? Så så der er også noget med a la sjælen, hvad er den, der sidder I førersædet, der siger nej. Det er altså mig, der bestemmer, at nu er vi her med det, der er.

I stedet for at flyde med det, der er mest behageligt I øjeblikket. Og have tillid til, at det er, som det skal være, og at vi ja, at vi flyder opad eller indad eller dybere ned, når der bliver slået hul I. Og right. Tak alle sammen.

Et år med 'Enneagrammet' og 'Et kursus i mirakler' (STC 2024)

Kursusindhold

Et år med 'Enneagrammet' og 'Et kursus i mirakler'

De fire leveregler

Zoom møde: Fra d. 2. september

0 kommentarer

Skriv en kommentar