Zoom møde: Type 6 om at være holdt af både mennesker og det åndelige

Hej alle sammen. Velkommen. Er alt okay med lyd og billede? Godt. Tak. Dejligt at se jer.

Her på næsten den 2º side af af sommeren. Ja. Lad os lad os starte med bare lige at lande sammen.

Inden vi inden vi går I gang med at kigge på type 6. Vi skal kigge på drage og på tillid og frygt og vores evne til at lytte til til den indre god stemme eller kærlighedsstemme indeni. Men jeg tænker, vi lige lander sammen først. Så må jeg sætte dig godt til rette. Så dejligt at se jer.

Og når du... Eller hvis du føler for det, kan du lave øjnene fald I. Og lige bruge et 1 øjeblik på at mærke forandring I kroppen. Hvordan det end måtte være for dig. Måske du måske du flytter din opmærksomhed fra dine tæer op igennem dine fødder og ankler op igennem benene. Baller, hofter, underliv.

Mave, bryst, skuldre, ryg, arme, hænder, hoved? Eller mærk, hvad hvad skal der til for, at du lige bruger et øjeblik på at forankre dig I din krop? Og hvad betyder det for dig? Hvordan skaber du forbindelse til din krop, til jorden under dig? Men føles det, når du er hjemme I og nærværende med dig selv? Måske en følelse af fylde.

Og det kan også være, du du registrerer, at det er svært at finde forankring I kroppen. Så prøv at være med, hvordan det føles, når det er svært at finde forandring I kroppen. Hvordan føles det at være ude af kroppen eller ikke helt at være forbundet med kroppen eller ikke helt at være forbundet med jorden under dig. Hvordan er det inde I dig?

Så uanset hvad du møder, om du lige I dag har nemt ved at finde kontakten indad til forandring, eller om det lige I dag er svært, så bare mød det. Bliv nærværende med, hvordan det end måtte føles at være dig, der hvor du er I dit liv lige nu. Så I stedet for at at det at tune ind eller meditere kan blive til et rum, hvor vi har forventninger til os selv om at skulle føle os på en bestemt måde. Fred eller balance eller glæde eller lethed, eller hvad det end måtte være. Så prøv at se, om det her bare kan blive et lille rum, hvor du kan give dig lov til bare at komme til stede med dig selv, sådan som det nu end er at være dig. Og bare være nysgerrig og åben og nærværende med dig selv.

Det kan også være, hvis du ikke endnu I dag har sagt det til dig selv, at du skulle I dine tanker sige til dig selv, jeg elsker dig. Jeg elsker dig, jeg er her med dig. Jeg elsker dig, jeg er her med dig. Jeg er her med dig.

Prøv nu et øjeblik at gå med mig ind I denne her lille forestilling. Så først prøv at mærke eller forestille dig, at du står stabilt og stærk på jorden. At dine fødder har rødder nedenunder fødderne, som spreder sig helt ind I jordens center. Og at alle de her fine, stærke rødder blander sig med andres rødder. Så det bliver svært helt at vide, hvor hvor du starter og stopper, og hvor andres rødder går ind og understøtter dit rodnet.

Så en dyb følelse af at være forankret på jorden, I jorden. En følelse af stabilitet og sikkerhed. Det kan også være, at du kan tune ind I følelsen af at være som et bjerg, som står dybt forankret nede I jorden. Og uanset hvad der sker omkring det her bjerg, så så står det bare uforangretligt, evigt, forankret, stærkt.

Stiller ikke spørgsmål til nogle ting. Det er er ikke usikkert. Det bliver aldrig forvirret eller bange. Det står der bare. Det spørger ikke, hvorfor der er fugle, der flyver ind I det, eller små stykker af det, der knækker af. Det er bare.

Så prøv at se, om det er muligt at visualisere dig selv som som det her store, dybt forankrede, hvide bjerg. Og prøv at så forestille dig, at dit jeg, dit lille jeg, dit dit lille selv, din personlighed, dit ego, om du vil træde ud af det her bjerg ud I verden. Og lidt måske et øjeblik glemmer, at at du er bjerget. Og prøv at mærke, hvordan det føles. Hvordan føles det, når du glemmer, at der inden I dig er det her hvide bjerg, som står sikkert og trygt, uanset hvad der sker omkring dig. Når du lige bare har mærket det et lille øjeblik, så forestiller dig, at du træder tilbage ind I bjerget og igen står I den her dybe, stærke forandring.

Og prøv nu at forestille dig, at du igen træder ud af bjerget, men denne her gang forbliver bjerget inden I dig. Så inden I dig er der nu en følelse af at være forbundet med det evige, forbundet med Gud, med kærlighed, med med guiden hele tiden. Prøv at forestille dig, at når du kigger frem på din vej, så kan du kun se det næste skridt. Du kan kun se, måske det er ligesom sådan en platform eller en sten eller noget, du kan træde frem på, men der... Men du får kun vist den næste.

Så prøv at forestille dig, du træder frem på den næste. Og at noget, noget kalder på dig, noget inden I dig kalder på de skridt, du skal tage. Også selvom du ikke kan regne ud, hvor du skal hen, eller hvad meningen er, eller hvad endemålet er, eller hvordan rejsen vil blive for dig, så prøv et øjeblik at mærke følelsen af at være kaldet til det næste skridt I dit liv. Og at du tager det her næste skridt frem. Også selvom du kun kan se det.

Og prøv et øjeblik at at mærke ind I følelsen af at være kaldet til det næste skridt. Hvordan føles det inde I dig at være kaldet? At noget driver dig frem? At noget kalder på dig? At noget taler til dig?

Måske en form for livfuldhed. Måske noget andet. Måske en form for sikkerhed eller fremdrift eller... Ja, bare prøv at mærke et øjeblik, hvordan det er inde I dig.

At mærke det her... Den her indre stemme, som viser dig dit næste skridt, og at du tager det skridt uden at vide helt, hvor du er på vej hen. Prøv nu at forestille dig, at du tager det ene skridt efter det andet, men forestil dig også, at der rundt om dig og bagved dig og foran dig er store skare af guider og engle og hele din Circle of Trust, hele din tribe, alle de mennesker, levende eller på den 2º side eller specielle væsener eller dyr eller planter. Alt hvad der er med til at understøtte dig, står omkring dig og bag dig og foran dig og holder dig.

Så måske du kun kan se det næste skridt, det næste trin på din rejse. Men prøv et øjeblik at mærke ind I den her følelse af hænder I ryggen. Af energi, som holder dig og støtter dig og driver dig, og som ved, hvor du er på vej hen selv, når du ikke ved det selv. Selvfølgelig er at kunne læne dig ind I tillid til at være holdt på den her måde, til at være guidet på den her måde. Og hvis der, mens du går de her trin dukker frygt op, så prøv at forestille dig, at frygten også gerne må være der og kan gå sammen med dig. Og det er også den, der er holdt af noget, som er langt større end det, vi lige umiddelbart kan se.

Så bare et øjeblik fornemmelsen af at kunne bevæge sig igennem livet. Ved at være guidet af kærlighedens stemme, af Guds stemme inde I dig. At den stemme, den indre tillid bliver så stærk, at du til enhver tid går med den, selv når du ikke forstår det eller kan regne ud, hvad du skal med den guiden, du får, at du gør det alligevel. Måske du ikke føler dig klar. Måske du ikke føler dig stærk nok eller dygtig nok eller...

Ja, stærk nok til det, du bliver kaldet til. Men så går vi bare med det også. Med alle de drager, der kan komme op, når vi bliver kaldet. Ja, så måske bare lige et øjeblik mærke, hvordan det føles inde I dig. Det kunne være til stede I livet I verden på den måde.

Med følelsen af at være holdt og støttet I alt, hvad du gør. Også når du træder ved siden af og fatter og slår dig og være ude af dig selv. Også der. Ja, så måske bare igen stille og roligt forbinde dig med din vejrtrækning. Og hvis der er et sted inde I dig, hvor du særligt mærker kontakten til til det at være guidet til din indre god stemme, Så kunne du måske lægge en hånd på det sted.

Og måske også lige tage et øjeblik, når du er lidt små begyndt at vende tilbage til latter. Mærke, hvordan vi I vores cirkel her både er holdt af hinandens hænder. Vi har hinandens hænder I ryggen. Og at du også, fordi du er med her, er med til at holde alle andre I den her gruppe. Og måske det kunne være rart at virkelig, virkelig tage det ind og mærke det. Mærk den støtte, der er til rådighed for dig.

Og når som helst du skulle få brug for det I fremtiden, måske virkelig kalde den kraft ind, Kald hele soltalks Survey ind til at stå bag dig. Og mærk den visdom og kræft, vi tilsammen bringer ind her. Som du er en vigtig, vigtig del af. Og lige et øjeblik tager det ind.

Mhmm. Og mens mens vi stille og roligt finder sammen på vores lille firkantet cirkel her igen, så kan jeg... Tænker jeg bare lige, vi lige dele en... Jeg vil jeg vil jeg vil dele lidt om min tid, siden vi har været sammen sidst. Og jeg tænker, det 1º jeg vil dele er en lille oplevelse I går, hvor jeg fløj fra det nordlige Skotland over Amsterdam og hjem.

Og den sidste tur sad jeg ved siden af en kvinde, som først ikke kunne spænde sit sikkerhedsbælte, og så spurgte jeg, om jeg skulle hjælpe hende. Og så måtte jeg gerne, så jeg klikkede det på plads for hende, og så spændte hun det der bælte helt vildt stramt inde over sin mave. Og hun var sådan rødblysene og urolig. Og så spørger jeg hende, om hun er okay. Og jeg siger hun, ej, hun er bare lidt bange for at flyve. Hun er tydeligvis meget bange.

Og så kigger jeg hende I øjnene og siger til hende, ejh, hey wor de er jo. Ikke andet end det. Og så ser hun bare tak, som om det var det mest almindelige... Den mest almindelige samtale, man kunne have.

Og da vi så lettere, og der er masser af turbulent, så ligger hun sådan hovedet op af af stedet foran os. Og så ligger jeg bare en hånd I ryggen på hende. Bare lige indtil flyet er stabilt igen og tager min hånd væk, og vi snakker overhovedet ikke sammen mere. Og så tænkte jeg bare sådan I vores lille udveksling der, hvordan det, at jeg at jeg også har så mange hænder I min ryg, I det jeg går igennem nu, gør, at jeg at jeg er så super opmærksom på, hvad det betyder at have hænder I ryggen. Og at at det kan jeg også give videre.

Det kan vi alle sammen give videre. Og at mens jeg gør det, selvom det er en lille en lille gæstus, så mærker jeg jo den evne, jeg har til at holde og støtte. Så så mens jeg giver det, modtager jeg jo selv støtte. Jeg modtager selv den støtte, jeg giver med, hvis I forstår.

Ja. Der er nogen, der har lyst til bare lige et enkelt ord eller eller en sætning på sådan stemningen inde I lige nu, inden jeg begynder at dele lidt mere? Bare lige måske høre en stemme eller 2 eller 3 inde I rummet her. Jeg var så opmærksom på, fordi jeg lige har været på retrekken, jeg skal nok fortælle lidt mere om det, hvor vi var også mange, vi var 40. Men men der var mange stemmer, jeg slet ikke hørte, selvom vi var sammen en hel uge. Så jeg tænkte over det der med, hvor meget energi der ligger I vores stemmer, og hvor dejligt det er. Og selvom det nogle gange bare er et enkelt ord, og jeg gør det tit også, når jeg har grupper, at jeg bare beder om, at man deler et ord eller ens sætning.

Fordi det ser som om, alles energi bliver bragt ind I rummet på en 2º måde. Så hvis nogen har lyst et enkelt ord eller en sætning, bare lige sådan stemningen inde I lige nu, eller sådan noget, så er I velkomne. Tak, så jeg kan slet ikke... Altså, jeg kan jeg kan slet ikke forstå, at der er... Det er jo en måned siden, vi har været sammen sidst, ik?

Ja, og siden siden da har jeg gået den portugisiske Camino. Det har jeg ikke fortalt jer om, vel? Nej.

Sammen med 2 veninder. Og jeg har været på ferie med vores børn, jo er 1º sommerferie alene os 3. Og jeg har været en uge I Skotland på et euro sturny retreat. Så jeg har været væk sådan mere eller mindre I en måned på forskellige former for både indre og ydre pilgrimsrejser, kan man sige. Så den 1º vandring der var bare en var en invitation, som jeg bare sagde ja til uden at have nogen som helst ide om, hvad den ene bar. Det var en meget dejlig nu sjæleven.

Men hun har været min klient tidligere og kursist, som som bare havde set mig være med på den pilgrimsvandring. Og og jeg sagde bare ja, og 3 dage før vi tog afsted, sagde en af mine veninder, jeg tager med. Så vi endte med at være os 3. Og da vi kom afsted, opdagede vi, at der var sådan den almindelige rute, som de fleste går på, og så var der det, som hed den spirituelle rute. Og den spirituelle rute var der ikke særlig mange, der gik på. Vi så næsten ikke nogle andre.

Og rigtig tit skete der også det på den rute, at stien forsvandt. Så vi vi gik igennem krat og sand og ude på ude på stranden og vidste ikke, hvornår vi igen ville ramme en sti, som var nemmere at gå på. Men men det var som om, vi alle 3 havde følelsen af. Men det er jo sådan livet er.

Og så nu er det den sti, vi går på. Nu er det nu er det det, vi gør. Vi vi vi bliver ikke bange og går tilbage på den sikre vej. Vi bliver gående her, fordi fordi vi må øve os I at have tillid til at gå I livet, også når vi ikke kan se vejen, og vi ikke ved, hvornår stien møder os igen, og vi ikke ved, jamen hvor lang tid skal jeg gå I det her tunge sand, eller hvor lang tid skal jeg gå I det her krat, er jo I virkeligheden et meget godt billede på, hvordan livet er. Vi ved det ikke.

Men det vi kan gøre er, at vi bare kan være nærværende I, hvad der er, der hvor vi er. Jeg var også I crazy, dårlig form. Jeg har haft virkelig svært ved at bevæge min krop efter eller I min sorg og hele den chokfase, jeg har været I. Så så altså 0 form, memes form. Men men jeg tænkte bare sådan, hvis det gør ondt et eller andet sted, eller jeg bliver spændt op, så må jeg jo bare være med det. Men så må jeg jo bare trække opmærksomheden ind I det eller holde en pause eller tage en taxa eller man må bare være med det.

Og så så da jeg gik og kiggede mig I, at hvis der kom noget, som som generede mig, et knæ, der gjorde lidt ondt eller et eller andet, så lagde jeg bare min fulde opmærksomhed ind det sted. Og så var det som om, det opløser sig. Så kunne der komme noget lidt et andet sted eller sådan. Så lagde jeg min opmærksomhed fulgt ind der. Og jeg var sådan opmærksom på ikke at lave historier.

Også apropos samtaler, vi har haft om type 4, at at være med alting, som det er. Både der kunne det være noget fysisk, men jeg gik jo også med min sorg. Jeg går stadigvæk med min dybe sorg, og det gjorde jeg også der.

Men men ikke at fortælle nogen historier om det. Ikke at lave en historie om, nu gør det ondt I mit knæ. Nu kan jeg nok ikke gå de næste 15 kilometer. Eller jeg bliver ved med at græde og græde. Jeg bliver nok aldrig glad igen, eller selvom det er følelserne. Eller hvad det nu end kunne være af historier, vi kommer til at lave.

Så er det som om, at noget har skudt mig bare ind I nuet. Så jeg jeg har næsten ikke mulighed for andet end bare at være I nuet med nuet, som det er. Ja, og når og når vi... I virkeligheden så er jeg et 1 sted, hvor jeg mærker, hvordan livet...

Man kunne sige på en måde I virkeligheden er uden vores illusioner. Fordi vi kan have illusioner om, at vi kan lave fast grund under fødderne I de fysiske liv, eller at vi kan regne det ud, eller vi kan planlægge, eller at vi kan lave en plan for de næste 20 skridt frem. Den illusion kan vi godt lave for os selv, fordi vi kan have brug for at have... At det kan give os en eller 2º form for tryghed, fordi vi glemmer, at vi er bjerget. Vi glemmer, at vi har Guds stemme, kærlighedstemme inde I os. Hvis vi hvis vi ik... Altså når vi når vi glemmer det, så får vi brug for at skabe stabilitet på andre måder, som I virkeligheden ikke rigtig findes.

Og man kan sige, jeg er uvilligt skudt derud, hvor jeg har simpelthen ikke den mulighed mere for at skabe falsk tryghed omkring mig, hvis I forstår. Så det så det jeg kan gøre der, hvor jeg er, det er, at jeg kan være super vågen og super nærværende overfor, så hvordan hvordan kan jeg så være I livet, Når jeg ikke kan regne noget ud, og jeg ikke kan styre noget, og jeg heller ikke forstår noget. Hvordan kan jeg så være I livet? Det kan jeg ved at styrke kontakten til det guddomelige og den tillid og styrke tilliden til til den kærlighed, som hele tiden er til rådighed for os.

Også når det ikke ser sådan ud. Jeg havde også en oplevelse, hvor jeg var først på den der tur med med børnene. Ja, som på alle mulige måder var var magisk. Eller med først på min pikrimstur, så afsted med børnene I 10 dage, som som jo også virkelig er en pikrimsrejse og finde ud af, hvordan gør vi det her? Hvordan hvordan er vi pludselig træner?

Vi er så vant til at være 4? Og hvordan hvordan er vi sammen, når vi alle 3 er I knæ? Og ja, sådan nogle ting. Og så skulle jeg flyve til det nordlige Skotland alene der og havde stop både I I Rom og I London på vejen fra fra det sydlige I Italien. Og alle flere er forsinket, så da jeg kommer til Hidro, så løber jeg alt, hvad jeg kan for at prøve at nå det næste fly til til Nordskolland.

Jeg kan godt regne ud, at der går ikke nogle andre fly, hvis jeg ikke kommer med det her, så kommer jeg ikke med nogen fly. Og og jeg kan ikke overskue at skulle finde et hotel og et nyt fly, og jeg er I forvejen mast. Så... Og jeg kommer frem, og de siger, at jeg... De kan ikke lukke mig ind.

Jeg kan ikke nå det. Og jeg står der ved den her skranke og bare græder og græder og græder. Jeg kan næsten ikke tale for, hvor meget jeg græder. Men så hører jeg sådan en stemme, som siger, det var... Altså det er meningen det her.

Så der er noget I mig, som har tillid til, at det er meningen, selvom min min fysiske, personlige jeg ville sige, det kan jo ikke være meningen, at... For jeg har ikke kræfterne til det, og hvorfor... Altså alt muligt. Og jeg... Ja, men men jeg havde alligevel sådan en følelse af, men siden det sker, så må det være meningen.

Så så jeg så jeg gør det ligesom bare. Jeg går hen og står og venter på en eller 2º bus I lang tid og kommer hen på et eller andet helt forfærdeligt, grimt... Det grimmeste, grimmeste hotel I nærheden af lufthavnen og sover meget lidt og står... Tager afsted næste morgen. Og sidste gang jeg var strandet I Hidroge en nat, var jeg 13 år.

Og mine mine forældre var taget, eller min far var taget til Sambjerg, hvor vi skulle bo I 2 år, og min mor var derhjemme med min søskende og kunne ikke leje vores hus ud, så hun kom ligesom... Vi blev ved med, at jeg kom afsted. Og så sagde jeg til dem, men jeg kan ikke vente mere. Jeg kan ikke gå og sige farvel. Jeg jeg er nødt til at starte på den her rejse.

Og så selvom jeg kun var 13, og jeg talte næsten ikke engelsk, for jeg havde først fået engelsk I 6º klasse og boede på Falster, så jeg var ligesom... Der var dansk og I fjernsynet, hvilket vi nærmest ikke så. Så så min mor sætter sætter mig på et fly til London. Jeg er sammen med noget familie nogle dage. De sætter mig I header, og så er mit fly aflyst til næste dag.

Og jeg kan stadigvæk huske, hvor bange jeg var. Og der var jo ligesom ikke nogen mobiltelefon, eller jeg kunne ikke ringe til min mor eller far, eller jeg kunne ikke gøre noget andet end at prøve at finde et hotel og finde ud af, hvordan finder jeg det der fly næste dag og kommer afsted. Og det lykkedes selvfølgelig at komme jeg afsted næste dag og flyver til Sam der, og det var I 19 182, så så at flyve til Afrika dengang var bare at være helt væk. Altså jeg kunne skrive breve til mine venner, og så kom de måske frem efter en måned. Så det var virkelig at være helt væk.

Og jeg tænkte bare sådan, da jeg havde den der nat nu I health, der... Noget... Der er noget, der bliver kommunikeret til mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men noget bliver kommunikeret til mig.

Og da jeg så lander I næste dag nu I Inver nis I det nordlige Skotland, så den chauffør, som de har anbefalet, jeg booker, han står der, og så siger han til mig, han hedder, og han er sort, og så siger han til mig, er det dig, der lige er kommet fra Sambjerg? Og så og siger, nej, jeg har været I Sambjerg, men det var I 82. Så der var så en 2º kvinde, der lige havde været I Sambjerg. Men altså... Og han hedder Edi som vores... Vi havde en tjener der I Sambjerg.

Han hed Edi. Så hvad er chancen for, der står den her sorte mand og siger, er det dig, der lige er kommet fra Sambjerg? Så jeg havde sådan følelsen, at I noget forsøger at blive kommunikeret med mig, og da jeg lander, og han står med den velkomst, så tænker jeg, okay, det... Altså, der er virkelig noget. Og så så siger han, du du er nødt til at køre sammen med nogle andre, som også skal hente på det her retreat Sander.

Og I den bil, jeg så kommer til at køre I, sidder en mexicansk kvinde, som for 2 år siden mistede sin mand. Og og hun og jeg skaber med det samme sådan dyb forbindelse. Og måske havde jeg slet ikke set hende, hvor vi var så mange på det kursus, at måske havde slet ikke talt med hende. Men jeg har sådan en følelse af, at vores møde og nogle andre møder er starten på en 1 rejse, jeg slet ikke kan kan regne ud endnu. Og jeg ved ikke, hvad det betyder.

Men jeg ved, det betyder noget. Så det at at se hændelser og mennesker, der kommer ind I vores liv og ting, der bliver sagt. Og selvom det er hændelser, som som som ikke er er behagelige, så at være hele tiden I kommunikation med det gudomelige, det det er simpelthen det eneste, jeg har, jeg kan gøre nu. Men det gør jo også, at det er jeg så også nødt... Altså det er jeg også nødt til, jeg er nødt til at være virkelig vågen på det. Og det er på en måde sekserens rejse I os alle sammen.

At kunne have tillid til, at der bliver kommunikeret med mig på på så mange måder hele tiden, som vi overser I vores forsøg på selv at leve vores liv, selv at regne ting ud, selv at forstå, selv at tro, at vi kender planen. Så kunne mit ekko sagt, det var bestemt ikke planen, at jeg skulle komme frem og være så udmattet, eller alle de her ting. Men jeg ved nu, at jeg ikke ved noget. Jeg ved nu, at jeg ikke kender planen. Jeg ved nu, at det eneste jeg kan gøre, det er at lytte til den større plan, der er for mit liv.

Det er jeg til gengæld sikker på, at der er en plan for mig. Giver det mening? Jeg var på Hiro stjurny retreat I Skotland med Robert og Holly, som er mine meget nære venner og og mentorer.

Og en af de ting, Robert sagde også I forhold til, at vi kan have de der tanker om, altså hvorfor? Eller hvad er meningen med det her? Det var, at han sagde, at vi må ikke leve vores liv med med hvorfor spørgsmål. Bare giv slip på dem. Giv slip på hvorfor.

Og han sagde, at at Richter Kampbel, som har skabt Heroestjurnaly, som jeg kommer til at tale meget mere om. Jeg kommer også til at lave grupper om det, fordi det er fuldstændig fantastisk. Han han sagde, mennesket søger ikke mening. Det vi søger, det er at føle os fuldt I live. Og Robert der, som er træer, han sagde det. Han hørte det 1º gang, så han tænkte, agre 2 disagree.

Det det troede han ikke var rigtigt. Men han siger, at han har opdaget, at det er faktisk sandt. Det er ikke nødvendigvis meningen, vi vi længes efter eller eller går efter. Det vi længes efter, det er at være fuldt fuldt til stede, fuldt I live, mens vi er her. Og og når vi følger vores det, som Kanble kalder vores blæs, som nogen kunne tro, at det er bare at følge vores glæde eller lethed eller lykke.

Det er det ikke. Jeg følger min blæs nu, men der er meget lidt glæde I min blæs. Men jeg men jeg følger den. Så det er mere at følge det, som vores indre stemmer kalder på, og det, som får mig til at føle mig I live, det som får mig til at føle mig levende og fyldt op.

Ja, og han han siger... Tager lige den her sætning, han siger, The Beck Kristian is wader you aable 2 sagde, er hdiy yes 2 you avanure. Så altså det her med, kan vi kan vi sige fuldt og helt ja den rejse, vi er på, uanset hvad den indebærer. Og jeg skal være den 1º til at sige, at det kan vi ikke altid, og så må vi møde de nej'er, vi har. Hvis jeg ikke havde tilladt mig I starten af mit fald at lade mit nej fylde og få plads, så havde jeg aldrig været I stand til at kunne begynde stille og roligt at sige, okay, så siger jeg ja, så siger jeg ja til det her, selvom jeg ikke forstår det, og det gør så ondt, at jeg ikke har ord for det.

Men jeg... Og så det er både, hvis vi skal kunne sige fuldt ja til vores rejse, så må vi kunne rumme alt det, som har modstand på det. Og en ting, vi talte rigtig meget om, som jeg tror er sindssygt vigtigt, det er, at når når vi er I knæ, når noget er svært for os, så skal vi lægge os på knæ, så skal vi give os lov, vi skal overgive os til det. Robert der fortalte, at han I efteråret havde haft en 1 stor krise, hvor han pludselig følte, at hans liv slet ikke gav mening mere. At at han ikke var god nok. Og det her, det det er altså en mand, som har udgivet rigtig mange bøger og er verdenskendt. Og I min optik måske er en af verdens største spirituelle ledere.

Det det ja, er sindssygt dygtig. Altså han er sindssygt dygtig. Men men pludselig fik han bare følelsen af, at han slet ikke var god nok, og og sådan faldt helt sammen med den I.

Og så fordi han kender det her arbejde, så gav han sig selv lov til det. Og så gik han på nogle ture med sin kone, som han kaldte mig mig vælger walk. Så han gik simpelthen med hende og fortalte hende, jeg har fejlet med det, jeg har fejlet med det, jeg kan ikke finde ud af det, det er ikke godt nok. Og så blev bare ved og ved og ved med at tømme sig selv ud og lægge sig ned. Og rigtig tit prøver vi jo at få få det til at gå hurtigt væk I stedet for bare at overgive os til det. Og så opdagede han, da han bare overgav sig til det og gav sig selv lov til at falde sammen, så kunne han ligesom... Så var noget inden I noget inden I ham rejste rejste ham igen.

Og han gik også på opdagelse I hvorfor lige nu, noget I forhold til hans far, der hvor han er I sit liv nu, I forhold til der hvor hans far var. Ja, og så siger han også det som word gæts in the way, elsted way. Sådan så når vi føler, at noget spænder ben eller ikke er I den plan, vi selv havde set for os selv, så så er det planen, også selvom vores vores lille selv kan have virkelig, virkelig svært ved at se det. Ja.

Så her ved ved ved typisk sex I os alle sammen, taler vi virkelig rigtig meget om det, som er essensen I et kursus I mirakler. Og jeg tror også, at Helen Schubman, som downloadede et kursus I mirakler, var sexser. Ligesom også Louise Hay og mange andre store, som virkelig har gjort en forskel I vores vores forståelse af, hvem eller hvad er det, vi tænker med? Hvem eller hvad er det, vi går med I verden?

Så så vi er virkelig inden I sådan en måned, der handler om tillid, versus frygt. Og også sådan fornemmelsen af, at hvis vi tror, at vi at vi går igennem vores liv alene, eller skal læne os ind I vores intellekt eller hjerne, som som vores guide I livet, så bliver vi bange. Det det er så enkelt som det, så er der ikke noget at sige til, vi bliver bange. Men hvis vi begynder at forstå, hvor støttet vi er, hvor guidede vi er, hvor mange hænder vi har I ryggen fra fra alle mulige planer, så sker der noget helt, helt andet. Jeg havde også sådan et nærmest gudeligt øjeblik på det her retread, hvor vi hørte et stykke musik.

Og jeg sidder midt I den der sal og hulker. Altså jeg græder og græder og græder og græder. Og og da jeg så kigger op, så er der 4 kvinder, der har samlet sig bag mig fra forskellige steder I verden. Der var en sort kvinde, der var en kvinde fra Ægytten, der var en kvinde fra Skotland, og der var en kvinde fra Indien. Og så sad de alle sammen bare med med deres hænder på min ryg. Og jeg tænkte og mærkede jer virkelig, altså hvor vigtigt det er, at vi giver os selv lov til at være holdt, og at vi er der for hinanden.

Fordi livet er... Det er ikke meningen, vi skal gå igennem livet alene. Det er ikke meningen, vi skal gå igennem livet uden den støtte. Og både det at kunne give den, og altså de så... Jeg skal sende jer et billede af dem, de så totalt lykkelig ud. De så totalt lykkelige ud, fordi de sad og holdt mig.

Og man kan jo tit tænke sådan, nej, jeg må hive dem ned, eller min energi må trække noget, de er så ulykkelige. Men de var bare var bare lykkelige over at kunne holde det rum. Ja.

Så så der er virkelig... Der er virkelig sådan en opdagelse I den her måned I I forhold til det at trække de kræfter hjem, som som er I I hele den åndelige verden for os. At lytte til tegn. At lytte til vores indre stemme. Faktisk den bog, der hedder Opening doorshwood ende, som jeg nogle gange har delt noget fra.

En fantastisk bog af en kvinde, der hedder, som var en af dem, der var med til at få eller skabe Finhorn, som jo er sådan en community I det nordlige Skotland, som hun skabte uden at kende noget som helst til, hvordan man man man bruger jorden eller hævebroen, vidste ingenting om, hvordan man gjorde det. Så fik hun at vide af Gud, hvordan de skulle gøre, sådan så de kunne begynde at lave hævebrugere og slå sig ned der. Og så begyndte ting at vokse op af jorden, som ingen nogensinde havde kunne få til at vokse der før før, fordi det er sådan et sandet jord. Det er simpelthen sten og sand. Jeg har set billeder af det før, og nu har jeg jo været der. Det var 3º gang, jeg var der, og alt er grønt og frydigt og alt muligt grå der.

Og ingen troede på, at det kunne lade sig gøre, da man gjorde... Altså folk troede, de var skøre hende og hendes mand, da de gjorde det. Og de boede sådan en campingvogn hende og og 3 andre I 6 år, mens de begyndte at gøre det her, som hun blev guidet til. Og I øvrigt meget vigtig ting er, hun blev guidet til det på et offentligt toilet, for det var det ene sted, der var ro. De var både den der campingvogn. Så vi kan også have sådan en forestilling om, at lige når mit liv bliver lidt mere roligt, når jeg når jeg har mindre travlt med at leve mit liv I den her parallelle bane, så kan jeg begynde at lytte til alt det her.

Nej, det der er helt... Altså Gud taler hele tiden til os eller kærlighed, eller I kan bare, hvis I ikke kan lide Gud, så bytter I egentlig bare ud, det ved I. Taler hele tiden til os, og vi kan lige så godt lytte til Gudstem på et offentligt toilet et eller andet sted, som på et eller andet smokery tweet på Bali, som vi ellers måske kunne have en forestilling om, at jeg skal lige have ordnet det her, inden jeg rigtig kan lytte, og inden jeg rigtig begynder at gå den her vej. Jeg skal også lige tjene de her penge eller passe mine børn eller ordne de her vasketøj.

Altså vi har fået travlt med at leve vores liv til rigtigt at leve vores liv, forstår I. Vi får travlt med at leve I den der parlede verden. Ja. Kaster.

Ja. Altså jeg jeg jeg sidder sådan og tænker, når nu du siger det her med at være være støttet og holdt, altså... Og du siger, at det kan jo selvfølgelig både være personer, men men også steder I virkeligheden. Altså jeg jeg kan virkelig mærke, at... Altså jeg jeg jeg bruger tit naturen og og og det er egentlig ik... Jeg har ik nogen svar på forhånd, når jeg går ud I skoven og går I en lang tur, og jeg har...

Altså der der stiller jeg ik spørgsmål eller for at søge svar. Der er jeg bare. Altså der går jeg bare, men men det bliver meget tydeligt for mig, hvordan jeg I virkeligheden er fuldstændig holdt, når jeg går de her ture. Ja.

Ja, altså det det... Ja, så så det er I hvert fald også en del af mit sådan støtte. Det netværk kan man sige. Det er det er virkelig naturen. Ja tak. Den er der.

Ja, ik? Jo, tak for lige at minde os som det helt. Det kan være natur og dyr, og natur er virkelig kraftfuldt. Vi havde... Der er oppe I finhorn, er der sådan et sted, som de kalder de originale gartner, som ligesom er den have, de skabte dengang.

Og den kvinde, som arbejder der gartneren, hun fortalte os om den have. Og mens hun talte om haven og talte om, hvordan hun var gartner for haven, så så så så chunede hun ligesom ind I naturen og blev blev et med træerne og blomsterne og græsset, og man kunne simpelthen mærke, hvordan hun var I stand til... Og det tænker vi alle sammen er, vi er ikke opmærksomme på det, hun var I stand til at tale tale med naturen? Så hun lod naturen guide sig I forhold til, hvordan hun skulle beskære ting eller plante ting eller.

Og mens hun talte, var det ligesom bare at lytte til sådan en dyb meditation, fordi man kunne mærke, altså at hun havde tilladt sig det at være et med naturen. Så I hendes ord blev hun ligesom det. Og det var så tydeligt at mærke den kraft, der var I det. Så ja, tak for at minde om det, det kan være, natur er. Det kan også være et dyr.

Ja. Ja. Ja. Tak. Og der kan være nogle steder på jorden, som har en energi, vi særligt har brug for på nogle tidspunkter I vores liv og andre steder, som har en 2º energi, vi kan have brug for på andre steder...

Tidspunkter af livet. Jeg tror måske også, det er derfor, vi kan være tiltrukket af nogle steder på jorden, at der ligesom er noget der, som ræsonnerer med os, eller som som vi særligt har brug for der, hvor vi er? Kender I ikke det, at kan være tiltrukket af bestemte steder? Ja, okay. Jeg tænker, at vi skal nå, at I når at tale lidt med hinanden I små Breckout rooms. Jeg kunne bare tale og tale løs om det her.

Men men jeg tænker, det er vigtigt, I også selv lige får lov at at tale lidt. Og noget af det, jeg kunne have lyst til at invitere jer ind I, ja, jeg har jeg har som sagt egentlig flere ting. Hvad skal vi vælge? Måske kan I selv lige, når jeg siger det her, mærke efter, hvad der kalder på dig lige nu. Så den ingenting, I kunne dele, er, hvad er det for en frygt eller en drage I, når man taler Hiroachce, taler man om drager.

Hvad er det for en frygt, du lige nu kunne have brug for at møde med med med nærvær, med med kærlighed, med opmærksomhed. Det kunne være noget, du via udenom eller prøver at undgå eller... Ja, hvilken frygt er der mon... Eller hvilke drager er der mon lige nu I dit liv, som kunne være... Eller som kalder på, at du møder dem. Nogle gange kan det være svært at se, fordi vi jo er vant til at prøve at undgå dem og holder dem herude.

Men nogle gange ved vi godt, hvad det er. Så det kunne være det kunne være et spørgsmål. Et andet spørgsmål kunne også være, og det er under omstændigheder et spørgsmål, jeg jeg kunne have lyst til at invitere os alle sammen ind I til næste gang, det er, hvem er på dit team? Hvem hvem er din Circle of Trust? Hvem eller hvad?

Og det kunne også være. Ja, hvad... Det er måske lidt en 1 variation, at de drager, der kunne have brug for at blive mødt, men hvad kræver dit største mod lige nu? Hvad kræver dit mod lige nu?

Fordi I virkeligheden er livet jo, og specielt når vi ser det gennem sekserens øjne, men sekseren bor jo os alle sammen. Hvem har vi her, som er sexere egentlig? I kan bare lave håndsopretning, hvis vi har nogle sexere. Udover de er, som bare har sex sådan I vores indre. Okay, ja.

Altså er jo I virkeligheden en... Den vildeste helterrejsning. Vi træder ind I det her liv. Vi bliver bedt om at være her fuldt og helt, og at elske med åbne hjerter fuldt og helt, uden at vide noget som helst. Om hvornår det er slut for os eller for nogen, vi elsker, eller altså det er virkelig en helterrejse at være her uden at uden at lamme os selv på alle de forskellige måder, vi kan komme til at lamme os selv på.

Eller uden at leve vores liv ud fra frygt. Så så det at at være her med tillid til til det guddomelige og med kærlighed til alt det inden vi er, som ikke har den tillid, er I sandhed en helterrejse. Ikke desto mindre er det det, vi bliver bedt om. Og det der det, der kalder på os, er jo uanset hvad og uanset hvor ondt livet kan gøre. Og hvis nogen ved, hvad de taler om, så er det mig, at jeg ved nu, hvor ondt det kan gøre.

Jeg ved, det kan gøre så ondt, at jeg ikke ved. Jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle overleve den smerte. Ik desto mindre kalder livet på, at vi er fuldt I live, og at vi elsker fuldt og helt. Og at vi bliver ved med at gøre det selv, selv når det gør ondt. Og vi får vist, nej, det er rigtigt nok, der er rigtig garantier.

Men hvad er der så garantier for? Altså, hvad kan vi så stole på? Jeg talte også med en på på turen her, som havde oplevet sådan en form for utroskab på mit... På det retreat, jeg var på nu her. Og vi talte om...

Eller sagde sådan, så hvordan skal jeg få tillid igen? Og vi talte om, hvad er det egentlig for en størrelse? Og noget af det, vi talte om var, at at at det vi det, vi kan have tillid til, og det vi kan opøve tillid til, er jo os selv. At jeg kan have tillid til mig og til mit store selv. Og til at jeg har mig, uanset hvad der sker omkring mig. Uanset hvor ondt, jeg ud gør, og uanset hvad jeg kan regne med eller ikke kan regne med på det ydre plan, at jeg så kan regne med mig selv.

Og måske er det sådan, at når vi bliver... Når vi oplever ting I det ydre, som som ryster vores vores grund... Den grund, vi står på, at så er det invitationer til at træde endnu tættere. Ind og og bruge endnu mere tid og opmærksomhed og nærvær med sjælen. Ja.

Så så hvad kalder på min mod lige nu? Eller hvilke drager har jeg allermest brug for at møde? Eller og det kan også være, I kan nå lidt af det hele. Hvem har jeg på mit team? Og og jeg tænker, det er jo bare en lille spæde begyndelse det her, som vi kan arbejde videre med hele måneden.

Og at I virkeligheden også gøre det her til en måned, hvor vi holder os åbne opmærksomme overfor det. For der kan være mennesker eller steder eller væsener på vores team, som vi slet ikke har lagt mærke til, og som bare venter på, at vi lægger mærke til det. Og jeg tror jo heller også, at det er virkelig vigtigt, at vi I det fysiske liv har mentorer, og det kan være, altså fysiske mentorer I form af mennesker, men bøger kan også være mentorer for os. Jeg har haft nogle bøger I de sidste 7 måneder, som har været...

Altså virkelig har holdt mig. Så så det kan det også være. Ja, nu vil jeg holde op med at snakke, så I får tid til at snakke selv. Jeg laver små grupper af 2 til 3, og tænker, hvis I nu bruger 5 minutter hver, så vi siger 3, så har I 5 minutter hver, og vi siger 2, så I lidt mere tid, så bare lige regne tiden ud og meget gerne, at der er en, der der holder tid. Og og I ved alle sammen, at I kan være med eller bare komme tilbage, når det her kvarter er gået. Ja.

Og hvis jeg ikke ved det, hvis jeg hvis jeg har det sådan, det... Jeg ved det... Jeg ved det ikke. Jeg ved ingen... Jeg forstår jeg forstår ikke de her spørgsmål, eller jeg kan ikke svare på dem, eller så bare vær med det.

Og vid, at det kan også være en drage. Jeg ved det ikke, jeg forstår det ikke, jeg jeg kan ikke se det. Det kan også være en drage. Så bare vær med det, så fortæl lidt om det. Okay?

Alright. Er der nogle spørgsmål, eller eller er det eller er det okay? Og jeg gør det, jeg plejer med lige at hoppe ind I jeres små rum, og I gør bare, hvad I plejer. Ignorere mig, hvis I ikke har brug for mig, ellers så kan I stille spørgsmål.

Så vi ses alle sammen igen om et kvarter, og god fornøjelse ude I jeres små rum. Jeg vil lige inden jeg lige høre lidt om, hvordan det var, så fik jeg bare lyst til at læse et par citater op. Det ene er self Trust Salif Salif Så det er virkelig at kunne stole på sig selv. Ja, og Josef Kample har sagt, The heero yourny s inside ofview. Tiger off the væals and åbne mistri op gjorde self. Ja, så det er jo I virkeligheden den helterejse, som vi er på, og som lige ud med alt, hvad det bringer ind hele tiden inviterer os til at vende tilbage til, ik, igen og igen.

Ja. Er der nogen, der er nogen, der har noget, I gerne vil dele fra jeres lille breakout room eller? Ja, der er en hånd deroppe, lad mig lige se, Anne og så Anne Mette. Men jeg kan ikke se, der er Anne, men det... Men derfor kan det godt være, du kan tale.

Jeg ved, du har lidt dårlig forbindelse herinde, så det kan være, det er det. Anne Mette. Hej, vi talte om det her med, at man, hvis man er I en situation, som man egentlig tackler på mange måder godt, eller man man ved ligesom hvilke våben og redskab, man man med kærlighed ka mod sine drager. Så hvis der pludselig opstår nogle, hvad ka man sige?

Altså det her med, der er nogle nogle kant og nogle behov I omgivelserne for eksempel under en sommerferie. Nogle vil have en med på en sommerhusur eller forskellige ting, hvor man ligesom synes, at der er noget, man skal, fordi sådan gør man. Altså kan det nogle gange gøre, at der dukker... Altså I den grad dukker nogle drager op, som har at gøre med sammenligning, man sammenligner sig med med de andre, og så bliver det rigtig, rigtig sårbare. Det talte vi om. Ja.

Ja. Så så hvad så hvad hedder de drager, der dukker op der? Jamen, sammenligning det er jo så enten noget med, at man er... Jeg tror faktisk, at det kan pendulere mellem, at man tænker...

Både tænker sig... Hvad hedder det? Altså jeg tror ikke, at det kun er, at man føler sig mindre værd. Jeg tror også, at man nogle gange kan have nogle ego-strategier, der så hedder...

Nå, men så er jeg også meget bedre til at holde pauser, selvom jeg I virkeligheden slet ikke kan klare at være på den her sommerhus tur. Er jeg I hvert fald bedre til at meditere og holde pauser. Men det er igen ego, ik? Mhmm. Så I hvert fald, at I stedet for man sådan føler, at det er mere stabil, så er det ligesom...

Så er det uhammonisk på en eller 2º måde, fordi at man man kommer til at gå ind I nogle tankemønstre, der har at gøre med sammenligning. Og hvordan de her sammenligninger bare ikke gavner en overhovedet, ik? Nej, det er rigtigt. Så det er helt klart... Sammenlignings drage er helt klart en drage, tænker jeg, som som mange kender, og som kan få os til at føle os for dårlige eller for små eller. Ja.

Ja, det er rigtigt. Tak. Cened. Hej alle sammen og dejligt at se dig. Lige måde.

Altså jeg fortalte lidt om, at det jeg arbejder med lige nu, det er faktisk efter I sommerferien har hørt Nanna Oskargaard og hvad hedder det? 5 indre barn podcast og at sidste år havde jeg det jo lidt svært ved min krop, og den... Det var lidt opad bakke, og jeg bliver ved med sådan at være syg, selvom jeg rent faktisk... Min krop har det strålende, så er der stadigvæk nogle ting, der larmer og har været ved sådan en holistisk læge, som både er læge I almen medicin og highpraktikere, hvor at det der med at arbejde med, om jeg er berettiget til at være her. Ja.

Og om jeg er værdig til at være her. Altså det 1º indre barn. Og det er sådan det, der meget er presen I mig lige nu, som jeg arbejder med, og det kommer op I mit parforhold lige pludselig efter 16 år, hvor jeg ik har set det komme og lige pludselig larmer det der og det larmer på alle mulige måder lige nu. Og så var det bare, jeg har downloadet de der 5, sådan jeg havde dem på min telefon til en flytur for lang tid siden, og jeg har ik hørt dem, og så lige pludselig havde jeg ik noget netværk I Frankrig, og så havde jeg dem jo bare. Ja.

Og så slugt jeg dem jo på ingen tid, så det var virkelig også en anbefaling herfra. De er virkelig gode. Ja. Jeg ka godt lave et link til det, hvis det er. Tak, meget gerne.

Ja, tak tak for den deling, og og det er rigtigt nogle gange, at vores drager jo ik særlig gamle. Nej. Og og netop opstået helt tidligt. Og her er det bare et spædbarn. Ja.

Ja, det er det. Ja. Ville du lave en 1 liste med de bøger, der har været dine? Dine følges, vende her. Ja.

Det er. Ja, det vil jeg gerne. Du skriver ned. Tak.

Tak. Og og og og det er rigtigt, jeg tror, at hver gang vi bevæger os ud på endnu en helterrejse I vores liv, fordi det er jo... Vi er på mange helterjser gennem livet, så kommer nye læger op, ik? Nye indre børn, indre dele, som har brug for at blive mødt. Nye drager, som spørger ild. Og som jo alt sammen ikke er andet end et kald på. Og det kan være svært nok at møde det kald, men et kald på at blive nærværende overfor det, der opstår.

Jeg tænker sådan, tænk tænk på, hvad vi hvad vi ville gøre eller være eller sige, hvis vi virkelig vidste hele tiden, at at vi er guddommelige væsener. Ikke bare, at at vi har kærlighed I os, eller vi er støttet af kærlighed, eller... Men at det er det, vi er. Hvis vi hvis vi hvis vi virkelig... Altså hvis du virkelig vidste, jeg er kærlighed, Jeg er et guddommeligt kærlighedsvæsen.

Det var noget af det, vi blandt andet arbejdede med sidste år, og de ligger jo tilbage, så vi... I kan gå tilbage også og se på nogle af dem, som vi har arbejdet med det her før. Og det kan være, der er nogle af jer, som er nyere, ikke har arbejdet med det. Og jeg har ansat en fantastisk ung pige, som er I gang med at rydde op I det hele, så det bliver meget mere overskueligt, at I meget nemmere kan finde de ting, vi har arbejdet med før.

Fordi det er en af de ting, vi har arbejdet med før, men som vi ikke desto mindre må arbejde med igen og igen og igen og igen, fordi vi glemmer det. Men tænk, hvis vi virkelig vidste det. Hvordan ville hvordan ville du så leve dit liv? Hvad ville du gøre? Hvad ville du sige?

Hvem ville du være? Hvordan ville du leve dit liv, hvis du virkelig ikke var I tvivl om det? Fordi hvis vi virkelig ikke var I tvivl om det, det bliver vi jo hele tiden I tvivl om, og derfor må vi møde det I os, der bliver I tvivl. Men hvis vi virkelig ikke var I tvivl om det.

Ja, nogle gange bare tune ind I det. Hvad ville jeg så gøre? Hvad ville jeg sige? Hvem ville jeg være? Hvilke skridt ville jeg tage?

Hvor vil I mit mod kalde mig hen til at gøre hvad eller sige hvad eller være hvordan? For det kan jo også bare være vores væren. Min helderejse I sig selv er jo, og det var Holly der, min ven og mentor mindede mig om, at havde skrevet en bog, der hedder mod til at være dig. Og hun var hun var bare sådan, tænker du, du har skrevet den bog nu? Altså tænk på det nu.

Det er jo en heldere rejse I sig selv at finde mod til at være os selv fuldt og helt være dem, vi er, der hvor vi er, med det, der er I vores liv. Er den heldererejse, vi bliver kaldt hjem på eller hjem til igen og igen og igen. Og der vil være indre børn og drager og alt muligt, som vi forsøger at få os væk fra den vej. Giver det mening? Ja. Synes der var en hånd, som jeg ikke kan se nu.

Ja, altså så. Gisa det var mig. Ja. Men jeg havde taget den ned igen. Det var bare, fordi jeg fik sådan lyst til, at jeg var I gruppe med Anytemette, og vi snakkede om det der med misundelse og det, der trækker os væk.

Mhmm. Og så fik jeg bare sådan lyst til at sige, at det jeg har lært af min mentor og lære, det er, altså han han plejer at sige, der er ikke rigtig noget godt at sige om misundelse 2º og opdage, at så er jeg ikke imod. Altså. Ja. Jo jo havde bare lyst til at sige, så det er også blevet noget, jeg er vågen på.

Mhmm. At nu er jeg der, jamen så er jeg jo faktisk ikke I nuet. Det havde jeg bare lige lyst til at supplere med. Tak skal du have. Undskyld, Marianne. Var det om sammenligning eller om misundelse?

Nej, ja, selvfølgelig. Sammenligning. Ja, ikke også? For mig, så er det så forskellige ord, så jeg vil det tillader mig at byde ind.

Ja, det var sammenligning, men men for mig... Ja, det er også misundelse, fordi Ja. Så er jeg også ude I sammenligning, så Ja. Så jeg tænker bare, det er en vigtig en at være vågen på. Ja, og det er jo en 1 drage, som siger indirekte, du... Altså du er ikke noget værd, eller du er ikke lige så meget værd som andre, eller du er ikke lige så berettiget som andre.

Prøv at se, der er andre, der bedre kan finde ud af deres liv end dig. Altså det er jo en farve, som som gør os mindre... Små, mindre. Ja. Og og det at være opmærksom på, at hver eneste gang vi har tanker og følelser, som gør det, så er det et kald på kærlighed.

Et kald på kærlighed. Et kald på at gå gå de dele... Altså gå gå dem I møde, invitere dem ind, lade dem tale til os. I stedet for at sige, du skal gå væk, du skal...

Jeg vil ikke høre på dig, du skal ikke sammenligne mig med andre, du skal ikke gøre mig lille. Så tror jeg, det er meget meget bedre at invitere dem ind og tale med dem og og lytte til dem og sige, okay, fortæl mig, hvordan du har det. Jamen jeg synes, den klarer sig bedre, og den er bedre, og de er bedre til... Og de ka meget alt muligt lytte til dem. Tit så... At jeg tror virkelig, at alle vores vores drager og indre børn har brug for at blive set og mødt og rummet og mærket.

Det er den det er den eneste måde, de ligesom kan slappe af på og opdage, at der er nogen hjemme, som har dem. At bruge det, at jeg har dig. Den der lige den der hånd I ryggen. Det kan vi kun opdage, hvis vi inviterer det ind, som som også kunne se ud som om, at det spænder ben for os.

Så der ikke er noget I os, vi afviser. Selv det, som afviser os selv, afviser vi ikke. Det må det må gerne være der. Vi vil gerne høre det høre det. Vi vil gerne lytte til det. Og nuste det at rumme det her norskeskat.

Det må være rådet at have det sådan. Jeg er der, jeg har dig, jeg ser dig. Men prøv at se, at de her de er meget bedre. De her de er alumsen, de er. Kan jeg godt se det, sådan du ser det.

Og tit så så er det som om, det ligesom æblet ud af sig selv, når vi gør det. Så så vi er overordnet set på en heldererejse I at komme hjem til os selv, til vores stor selv, til vores sjæl, hvorfra vi kan rumme og holde alt det, vi er bange for. Alle vores dele og alle vores dager.

Så lad os prøve at se, om Mic kan lade den her måned dels... Altså dels kunne det kunne være virkelig fedt, hvis I kunne have lyst til at lave sådan en kolage med alle dem, som er I jeres cirkel. Natur, dyr, fysiske mennesker. Det kan også bare være en navn, I skriver ned. Det kan også være noget, I klipper ud af en ærkeengel eller symboler på ting, blomster og alt muligt, så I ligesom... Det kunne det kunne være fedt, hvis I havde lyst til at lave sådan en colleage og så dele den på Facebook eller sende dem til mig, så kunne jeg lave en colleage med alle vores colleage.

Så så vi virkelig får sådan en følelse af de hænder, vi har I ryggen. Og skriv såals vokse Circle med ind I os. Det er også hænder, vi har I ryggen. Ja, så så så vidt lige lade lade den her måned være en måned, hvor vi giver os selv lov til at være vågne og opmærksomme på den parallelle verden, som et kursus I mirakulke vil sige var den eneste virkelige verden. Kursus I mirakulke siger jo, vi har vendt det på hovedet.

Vi tror, den virkelige verden er den virkelige verden. Men det er en illusion. Den parallelle verden, jeg snakker om nu, hvor Gud hele tiden taler til os, og hvor vi bliver guidet, er ifølge et kursus mirakler den virkelige verden. Men hvor står vores ego ikke helt. Men men men virkelig lidt af den her måned, vi er sådan en måned, hvor vi går på opdagelse I det, hvor vi øver os I at at trække sløret væk og lytte til guiden og lytte til tegn og mærke virkelig mærke følelsen af at være I live, fordi hver gang vi bliver kaldt på noget eller får et tegn på noget, så er der sådan en kræftfuld livfuldhed. Så det er også noget med sådan at begynde at mærke, hvordan det føles, når vi er der.

Og at invitere vores drager ind, blive gode venner med dem, der er sådan der er sådan en børnefilm, der hedder... Jeg tror, den hedder kunstnere til dem en drage, kender I dem? Jeg tror, det hedder det, hvor der er så mange fine sener I.

Ja, som jo som jo viser, at vi først rigtig kan tænde vores dragerne. Vi lægger hovedet I dragens mund, ik? Når vi overgiver os til dem og lægger os ned og holder op med at løbe væk fra dem eller prøve at bekæmpe dem. Ja. Alright. Tak for nu alle sammen.

Jeg sender... Ja, jeg sender jeg sender ud om alt det her. Så så jeg håber, I I kan føle, at I har mine og hinandens hænder I ryggen. Og og alt og alt og alle alle de hænder, der er omkring jer og bag jer I den her måned, virkelig læne jer ind I det.

Og så ses vi vi ses på Facebook live om et par uger. Og ja, hvis I går I gang med at lave de der kolaser, så put dem ind på Facebooksiden eller send dem til mig. Det kunne også være, at drager, I opdager. Altså del gerne alt, hvad I overhovedet har lyst til. Det faktisk også at have hænder I ryggen og høre om andre menneskers rejse.

Det gør virkelig, at vi føler os mindre alene. Okay, det er os andre, der går her. Og så kan jeg også bare lige afslutningsvis sige, at jeg er begyndt at kigge på datoer til en weekend. Vi plejer jo en weekend om året, hvor vi er sammen begyndt at kigge på datoer til det. Og jeg er begyndt at kigge på datoer til at kunne starte et 1 Hiroestørnie hold op også. Fordi det er så utrolig rigt og smukt at arbejde med, og det bliver helt sikkert også en del af noget af det, vi kommer til at arbejde med til næste år.

Så det begynder sådan... Der begynder at være sådan små frø og spirer, som jeg lytter til. Ja. Tak for det alle sammen. Hvis jeg vil til at uniode og bare lige sige hej jo, fordi jeg stemmer ind, så kunne det være dejligt.

Tak. Tak.

Et år med 'Enneagrammet' og 'Et kursus i mirakler' (STC 2024)

Kursusindhold

Et år med 'Enneagrammet' og 'Et kursus i mirakler'

De fire leveregler

Zoom møde: Type 6 om at være holdt af både mennesker og det åndelige

0 kommentarer

Skriv en kommentar