Jeg hedder Petrea og er 51 år, er mor til 4 dejlige piger og mormor til en vidunderlig pige på snart 6 mdr.

Min ældste datter er gift og bor i udlandet og de andre 3 døtre bor fra 1/2 til 1 1/2 times køreafstand fra, hvor jeg bor.

Min kæreste bor også 1 1/2 times kørsel væk og ham har jeg kendt i snart 8 år.

Jeg har 6 søskende, som jeg ikke har mulighed for at besøge jævnlig, men forsøger at holde kontakt via fx messenger.

Ligeledes forsøger jeg at holde kontakt til mine forældre med få dages mellemrum. Jeg har hellere ikke mulighed for at se dem andet end i jule- og sommerferierne.

Jeg er uddannet SSH og SSA, og lige nu er jeg i gang med at uddanne mig til ergoterapeut.

Jeg ser mig selv som en positiv, rummelig og fleksibel kvinde, og vil helst gøre alt så godt som muligt.

Jeg elsker at være social, men oplever desværre, at relationerne ikke er vedvarende og løber defor ofte ud i sandet. Jeg er ikke god til at involver mig i fx gruppeaktiviteter, som jeg tror, at jeg ville elske, hvis jeg bare tog mig sammen og kom afsted.

Jeg føler, at jeg ikke får sagt fra, og derfor enten trækker jeg mig, eller så dør kontakten fordi, at den ikke bliver plejet og kommunikationen bliver mere envejs end ligeværdig og det hele føles forkert. Jeg er sikker på, at hvis jeg bare kunne lære at sige fra, når jeg mærker, at min grænse er nået, så tror jeg, jeg ville få den respekt, som jeg fortjener.

Jeg under mig over hvorfor, at man ikke kan være god mod sine medmennesker og samtidig få respekt, og hvad med den sætning, "behandl andre, som du selv vil behandles", men jeg vil også at andre siger fra, hvis de føler, at jeg er for grænseoverskridende.

Jeg er bevidst om at min krop husker og fortæller mig hver gang, at mine følelser er i spil, men mit hoved blokere mig i at sige fra hvad jeg føler. Dette sker hver gang, at jeg står over for mennesker, der er højrøstede, ser bestemte ud og stirrer med stive øjne på mig, med en stram mund og en låst krop. Hvis jeg forsøger at forsvare mig, får jeg tit dårlig samvittighed over, at gøre dem kede af det og jeg får nok også tit sagt de forkerte ord, som ikke gør situatinen bedre, for mit vedkommende.

Jeg ville ønske at sætningen "jeg kan mærke, at jeg faktisk har lyst til eller ikke har lyst til at" oftere kom over mine læber, hvor jeg kunne stå ved det, som jeg har lyst til og ikke give efter for andres lyster.

Jeg pleaser med den pris, at min krop føles tung, sitrer, gør ondt, mit hjerte knytter sig sammen, min puls stiger, tårerne presser sig på, vejrtrækningen bliver anstrengt og i voldsomme situationer, har jeg svært ved at overskue noget som helst og at mærke mig selv.

Jeg bliver nød til at ændre på dette her for, at skabe respekt for mig selv, for at få det bedste ud af det sidste :-)